Lokalpolitik

Kæmpevindmøller til Jammerbugt

Trods massive borgerprotester har kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune netop vedtaget en lokalplan, der giver mulighed for at opføre fem kæmpevindmøller i kommunen.

Det er kæmpemøller som disse borgerne protestere imod i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Claus Søndberg

Det er kæmpemøller som disse borgerne protestere imod i Jammerbugt Kommune. Arkivfoto: Claus Søndberg

Trods massive borgerprotester sagde et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune torsdag aften ja til en lokalplan, som giver mulighed for at opføre fem kæmpevindmøller. Møllerne, der hver er 127 meter, skal stå ved Drøstrup syd for Fjerritslev. Der var kommet 47 indsigelser mod planen, men 24 af de 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer stod fast på, at møllerne skal placeres i området. - Jeg tror, alle i kommunalbestyrelsen kan sætte sig ind i synspunkterne i indsigelserne. Men der er i Danmark en ambition om, at der skal satses på alternativ energi, og det skal Jammerbugt Kommune være med til at bære, siger borgmester Mogens Gade. Kan komme til at koste dyrt Godkendelsen af kæmpevindmøllerne i Jammerbugt Kommune kommer lige, som Jyllands Posten kan afsløre, at vindmølleejerne til oktober skal betale et strafgebyr på op til 1,70 kr. for hver kilowatt strøm, som de leverer på tidspunkter om aftenen og om natten, hvor der er for meget strøm på markedet. Derfor bliver der arbejdet stærkt bag kulisserne i vindmølleindustrien, for at kunne lave en løsning, der kan stoppe møllerne. - Der er ingen samfundsøkonomisk eller miljømæssig sund fornuft i at standse vindmøllerne, for de laver gratis energi. Men vi arbejder på at kunne fjernstyre og standse nye vindmøller, når situationen opstår, siger Niels Dupont. Om de nye kæmpevindmøller i Jammerbugt Kommune bliver udstyret med det nye system er endnu uvist. Men et er vist de fem store møller skal erstatte 17 mindre møller i området.