Kænguru fra Blåvand var på springtur på stranden

Morgenfriske strandgæster på Blåvand Strand kunne søndag morgen se en usædvanlig turist. En kænguru var løs.

ESBJERG:En kænguru fra Blåvand Zoo fik søndag tilsyneladende lyst til en tur på stranden.

Søndag morgen kunne Syd- og Sønderjyllands Politi fortælle, at en kænguru var set på Blåvand Strand.

- En kænguru på springtur er netop set på Blåvand Strand. Den lidt usædvanlige turist vurderes ikke som farlig. Vi har fundet en mulig ejer, skrev politiet på Twitter kort efter klokken 08.

Politiet fik fat i Blåvand Zoo, og her lyder meldingen, at man hurtigt fik kænguruen fanget ind igen, da politiet havde kontaktet dem om det løsslupne dyr.

Den zoologiske have ved ikke, hvornår kænguruen slap fri, men efter at den blev opdaget, varede det altså ikke længe, før det springende dyr atter var bag indhegning igen.

Det er ikke første gang, at en kænguru er sluppet løs fra Blåvand Zoo. I oktober sidste år var en kænguru fra den zoologiske have på fri fod. Det endte dog trist, da dyret blev kørt ned af en bil og mistede livet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.