Kænguru-teater for børn i Gedsted

Gedsted 13. september 2002 08:00

GEDSTED: Børn mellem tre og seks år kan glæde sig til næste lørdag, når Gedsted Musik- og Teaterforening igen inviterer til børneteaterforestilling. I år er det Nørregård og Reiches Teater, der opfører "Oh at være en kænguru". Det foregår på Gedsted Skole lørdag 21. september om eftermiddagen. Såvel børn som forældre er velkomne til en sjov og fælles oplevelse. Selvom målgruppen er børn i alderen tre-seks år, må ældre børn også gerne komme med, understreger arrangørerne. Stykket handler i korte træk om en kængurumor, der hopper gennem den australske ørken. I pungen sidder ungen trygt og godt, mens den koster rundt med moderen og er både sulten og nysgerrig. - Det er en forestilling, der handler om angsten for det nye samt om glæden ved overvindelsen til endelig at hoppe ud i livet, som kænguruungen opfatter det, fortæller formanden for Gedsted Musik- og Teaterforening, Niels Heebøll. "Oh at være en kænguru" er baseret på Peter Seebergs børnebog af samme navn.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...