Lokalpolitik

Kære Albert, det er for billigt og for unuanceret

BUDGET:Borgerne i Vesthimmerlands Kommune er regeringens økonomiske gidsler i spillet om næste års budget. Kære Albert, det er for billigt og alt for unuanceret fremstilling du giver os politikere i Vesthimmerlands Kommune, når vi beklager det helt utilstrækkelige budget grundlag. Hvis det kun var en forkølet SF"er og ditto Socialdemokrater, der beklager sig over den manglende økonomi, kunne du måske have ret i den påstand. Men i sandhedens tjeneste skal vi vel nævne at en lang række bekymrede borgere, ansatte og forældrerådsrepræsentanter ikke bare har demonstreret men også sendt os bekymringsbreve i anledning af vores budgetforslag, der som du ved indebærer besparelser på 60-70 mio. kr. Du ved som bekendt også, at det vil medfører nedskæringer, forringelser eller prisstigninger og lukning af visse serviceydelser. Det er ganske vist ”kun” grønthøsteren der har været i gang indtil nu. Budgetforslaget er ovn i købet baseret på, at vi får 35 mio. kr. som særlig vanskeligt stillet kommune. Sker det ikke skal vi ud i nye sparerunder, der kan ende med at lukke institutioner på sigt og fyring af endnu flere medarbejdere på et senere tidspunkt. HVIS du mener at disse borgere, forældre og ansatte er sarte, pylrede og beklager sig og i tide og utide! MÅ du komme til fornuft og erkende virkeligheden. I virkelighedens verden er det regeringen og dermed Venstre, Konservative, samt Dansk Folkeparti, der har gennemført kommunalreformen uden at sikre et ordentligt økonomisk grundlag for de svage kommuner, der også findes efter reformen, godt hjulpet af Det Radikale Venstre med udligningsreformen, som kun gav Vesthimmerlands Kommune ni mio. kr. De fire gamle kommuner ville have fået mindst 35 mio. kr. Ved ikke at tage afstand fra regeringens helt unuancerede gennemsnitlige skøn på landsplan er det dig og dine partifæller, konservative og Dansk Folkeparti, der har taget borgerne, ansatte og forældrerepræsentanter i Vesthimmerlands Kommune, som gidsler for serviceforringelser og den dårlige økonomi; Hvor man postulere at der er givet flere penge til kommunerne! Meget vel - det gælder bare ikke Vesthimmerlands Kommune og en lang række andre kommuner. I stedet for at melde klart ud i offentligheden, hvor den økonomiske ”abe” er placeret, nemlig hos regeringen og Dansk Folkeparti, lusker I rundt og ugler os i SF, Radikale, UP og socialdemokraterne. Meld klart ud og vrid armen rundt på regeringen og forlang en ordentlig udligningsreform og en flerårig aftale til Vesthimmerlands Kommune, så vi kan få en ordentlig start på den nye kommune og dens borgere og ansatte. Det skal ikke være med hatten i hånden og på lånte vilkår.