Syvsten

Kære bilister - pas på farten i Syvsten

Pludselig må man kun køre 50 km/t gennem Syvsten - selv om mængden af trafik er halveret

SYVSTEN:En del bilister har gennem de seneste måneder fået en fartbøde, når de er kørt gennem Syvsten. Sidste forår besluttede Nordjyllands amt i al ubemærkethed at sænke den tilladte hastighed fra 60 km/t til 50 km/t. Grunden skulle være, at strækningen hører ind under betegnelsen "en sort plet", som betyder, at bilisterne skal udvise ekstra stor opmærksomhed. Desuden er der tale om "bymæssig bebyggelse", men derfor kan man godt tillade sig at undre sig over ændringen af den tilladte fart, idet mængden af trafik er halveret siden motorvejen blev åbnet. - Beslutningen om, at man må køre 60 km/t gennem Syvsten er en beslutning fra gammel tid. Generelt vil jeg sige, at det er godt med ens hastighed gennem bebyggede områder. Men jeg erkender, at det måske ikke er helt logisk at sænke farten på den strækning, siger vicepolitikommissær Charlie Jensen fra Frederikshavns Politi, der iøvrigt oplyser, at bilister har en pligt til at følge med i, om der sker ændringer af den tilladte fart.