Kære politikere – sygeplejersker har et stort juleønske

En sygeplejerskes juleønske: Julen er over os, og for de fleste af os betyder det fri, hygge med familien og ro til at slappe af og komme sig ovenpå hverdagens trummerum.

Det gælder heldigvis også for mig selv.

Men oplevelsen af julefred er af nyere dato for mit eget vedkommende.

Og det er den, fordi jeg for godt et år siden opsagde mit arbejde som sygeplejerske efter 25 år i det offentlige sundhedsvæsens tjeneste.

Jeg har altid elsket mit arbejde, men de 25 år, jeg var med, forandrede desværre sundhedsvæsnet i en retning, som jeg havde svært ved at stå inde for med de værdier, der er vigtige for mig.

For mine kolleger, der blev tilbage, ser verden imidlertid anderledes ud lige nu.

Corona-pandemien, der ramte os som en tsunami, øjeblikket efter jeg selv var rejst, har fyldt det meste af året, og har tæret på mine kolleger rundt omkring.

Dertil kommer, at smittetallene er på vej op og lader frygte, at fri- og helligdage må inddrages, pandemiafsnit genbemandes, og mine kolleger igen bliver ufrivillige kastebolde i spillet om at bemande covid-afsnittene.

Da jeg stadig er i tæt kontakt med mange af mine tidligere kolleger, ved jeg lige præcis, hvor hårdt det var for dem i foråret.

Selvfølgelig var mange af dem grebet af den idealisme, der i starten kendetegnede sundhedspersonale verden over i kampen mod coronaen.

Og selvfølgelig blev mange nok også smigrede af de heltefremstillinger og den hyldest, der blev sundhedspersonalet til del.

Smiger og stolthed blev imidlertid hurtigt afløst af frygt, bekymring og utilstrækkelighedsfølelse hos mange af dem.

Sygeplejersker er lige så forskellige som mennesker i øvrigt.

Det betyder også, at man vælger speciale efter, hvad man har interesse for og kan trives med at være i.

De mest syge covid-patienter med behov for hjælp til at trække vejret skal behandles på en intensivafdeling.

Og netop det intensive speciale er et af de højest specialiserede områder, vi har i sundhedsvæsnet. Det betyder også, at sygeplejerskerne her som udgangspunkt mindst er oplært i tre måneder, før de bliver sat til selvstændigt at varetage plejen og pasningen af den intensive patient. Målet er en toårig specialuddannelse, der giver viden på ekspertniveau.

Da coronaen kom, blev man i sagens natur nødt til at handle hurtigt. Og desværre også langt hen ad vejen uden hverken omtanke eller hensynsfuldhed overfor personalet.

Resultatet var, at kolleger, der i mange år havde arbejdet samme sted og måske aldrig havde passet en respiratorpatient nu med dags varsel, fik besked på at passe disse patienter uden nogen som helst eller kun med meget sparsom oplæring.

Jeg kan levende sætte mig ind i, hvor rystede de må have været stillet overfor så vanskelig en opgave og med ansvaret for alvorligt syge menneskers liv i deres hænder, uden at føle sig sikre på den nødvendige viden til at løse opgaven bedst muligt.

Og resultatet blev da også som ventet, at mange efterfølgende fik behov for den krisehjælp, som regionen stillede til rådighed.

Nuvel, det var en nødsituation, og det undskylder selvfølgelig en del, selvom personalets tarv som udgangspunkt altid burde vægte højt hos enhver arbejdsgiver. Nødsituation eller ej.

Nu står vi så overfor en anden bølge, vi endnu ikke kan forudse forløbet af eller enden på.

Imod os har vi både årstiden, corona-trætheden i befolkningen og den ufornuft, mange af os udviser. En ufornuft der ikke bliver mindre her i juletiden, hvor vi gerne vil mødes med venner og familie, og traditionerne skal holdes.

For mine kolleger betyder det, at de igen må leve med uvisheden, om de mon pludselig risikerer at blive kaldt ind over julen. Måske på en helt anden matrikel. Og igen at skulle konfrontere sig selv med frygten for ikke at slå til.

Mange af disse kolleger er dygtige og kompetente sygeplejersker med mange års erfaring bag sig. Og mange af disse kolleger er vant til at kunne stole fuldt og fast på, at deres faglighed bærer dem igennem, næsten uanset hvad.

Det kan de ikke længere, og jeg ved lige præcis, at jeg selv ville opleve det, som om gulvtæppet blev revet væk under mig.

Fra politisk og ledelsesmæssig side har man mange steder gjort et stort nummer ud af at rose den indsats, der fortsat ydes i sundhedsvæsnet hver eneste dag.

Og efterhånden begynder man måske også at kunne ane lidt god vilje rundt omkring til at forhandle nogle aftaler på plads, så personalet i det mindste kan have et håb om både at få nogle tålelige arbejdsvilkår og en honorering, de ikke skal vente på i månedsvis, som vi desværre oplevede det i foråret.

Samtidig er det dog også blevet meget klart, at der fra arbejdsgiverside ligger en kæmpe forventning om, at sygeplejerskerne og det øvrige sundhedsfaglige personale bør udvise mere fleksibilitet og omstillingsparathed end hidtil. En tendens, som vi har kunnet iagttage igennem meget lang tid allerede, men som kun har fået mere medvind i sejlene efter pandemien.

Og på trods af officielle bedyrelser om det modsatte, har adskillige førende sundhedspolitikere siden i sommers givet udtryk for deres begejstring over, hvor nemt det var at flytte rundt med sygeplejerskerne i foråret uden alt det oplæringspjat, der ellers besværliggør arbejdsgangene i et sundhedsvæsen, der gerne skal drøne derudaf som Ariane-raketten på sin vej mod det uendelige univers.

Meget kan man sige og mene om dette ønske, der er fuldt forståeligt, set med arbejdsgiverøjne.

Og jeg har da også i ny og næ hørt menigmand give udtryk for, at sygeplejerskerne værsgo har at rette ind og tage opgaven på sig, når nu den kalder.

Men det harmonerer altså ualmindelig dårligt med ønsket om at styrke rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker.

Tværtimod viste en rundspørge for nylig, at ni ud af ti sygeplejersker overvejer at forlade deres job og endda faget.

Mange af dem begrunder denne overvejelse i både dårlige løn- og arbejdsvilkår, uddannelseslængde og ansvar taget i betragtning.

Jeg forstår dem.

Udover at vi forhåbentlig kan vinke farvel til den virus, der har kostet så dyrt for os alle sammen, ved vi også allerede nu, at der skal forhandles overenskomster for det offentlige område i 2021.

Jeg tror ikke, at jeg siger for meget ved, at mine kollegers forventninger til disse forhandlinger er tårnhøje.

Problemet er bare, at pleje- og omsorgsfag ikke regnes for ret meget i vores samfund, hvilket konkret kan føres tilbage til tjenestemandsreformen fra 1969.

Enhver kan sige sig selv, at en så signifikant uretfærdighed som uligelønnen ikke kan løses ved en overenskomst, hvor flere parter skal tilgodeses, og en større eller mindre recession nok også vil spille ind på udfaldet af forhandlingerne.

Mit juleønske skal derfor lyde til de regionale politikere, at de retter en sød julehilsen til deres kolleger på Christiansborg og hvisker dem i øret, at de lige så godt kan se at få ryddet op i fordums tiders forstokkede kvindesyn og give sygeplejerskerne en anstændig løn og ordnede arbejdsforhold, så de reelt kan føle sig som det, de er.

Nemlig skattede og betydningsfulde medarbejdere, uden hvem samfundet ikke kunne hænge sammen.

Uligeløn mellem mande- og kvindefag er en skændsel i et moderne land som Danmark og bør løses fra et enigt Folketing og ikke under en halvslatten overenskomstforhandling, hvor rammen er begrænset.