Lokalpolitik

Kære Socialdemokrater i Frederikshavn Kommune

Debatindlæg fra bestyrelsesmedlem hos Socialdemokraterne i Skagen.

BORGMESTERKANDIDAT:Den 19. november 2013 skal vi have kommunalvalg i Danmark, og som I har kunnet læse i den lokale dagspresse har Erik Sørensen meddelt at han ikke genopstiller som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Derfor står vi nu overfor at skulle vælge ny borgmesterkandidat. Mandag den 16. januar blev der afholdt ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Kreds Frederikshavn, hvor det blev besluttet at valg af borgmesterkandidat skal ske ved urafstemning blandt kredsens medlemmer, dvs. medlemmerne af partiforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby. Det er således op til jer medlemmer at beslutte, hvem der skal stå i spidsen for Socialdemokratiet og være vores borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2013. Lørdag ankom det fælles fagblad FAGET så i min postkasse, og stor er min forundring over at jeg i dette blad kunne læse at Socialdemokratiets borgmesterkandidat hedder Birthe Marie Pilgaard … ikke et ord om den forestående urafstemning, ikke et ord om at der rent faktisk er flere kandidater … På nuværende tidspunkt er der 2 personer som officielt har meldt deres kandidatur, nemlig byrådsmedlem Birgit S. Hansen fra Sæby partiforening og byrådsmedlem Birthe Marie Pilgaard fra Frederikshavn partiforening. Lørdag den 24. marts 2012 afholdes der ordinært repræsentantskabsmøde i Kreds Frederikshavn, hvor den endelige liste over borgmesterkandidater offentliggøres - se indkaldelsen på http://s-dialog.dk/default.aspx?site=Frederikshavnkredsen I tiden indtil den 10. marts kan medlemmer af partiforeningerne i Frederikshavn, Sæby og Skagen komme med forslag til kandidater, efter den 24. marts skal de samme medlemmer så vælge hvem af de opstillede kandidater man ønsker som den fælles borgmesterkandidat. Så kære Socialdemokrater - gør jeres indflydelse gældende - det er jer der bestemmer hvem der skal være Socialdemokratiets borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2013. Med håb om en god og oplysende valgkamp - må den bedste kandidat vinde!