EMNER

Kærestefyring - del 2

Forstander Preben Gundersen sendte sms'er som "Jeg ved, hvor du er" og "hvis du vil, kan du finde mig".

Én gang holdt han uden for en mandlig medarbejders bopæl, fordi han troede, at afdelingslederen og medarbejderen havde et forhold. Kort efter forlod den pågældende medarbejder Døvblindecentret, fordi han ikke ønskede at blive fanget i et psykologisk spil, som han ikke var en del af. NORDJYSKE har talt med en række kilder på Døvblindecentret. Ingen ønsker at udtale sig med navn. Men NORDJYSKE er kommet i besiddelse af et brev, som beskriver situationen på centret i perioden. Brevet er skrevet af psykolog Louis Dresbøll, som var ekstern konsulent på Døvblindecentret. Han oplyser, at brevet ikke var tænkt til offentliggørelse. Der var tale om en opsigelse med en tilhørende forklaring, som psykologen sendte til forstander og afdelingsledere på centret. Psykologen forklarede i brevet, at han sagde op, fordi han mente, at forstanderen optrådte uværdigt og uprofessionelt og blandede det private sammen med arbejdet. Louis Dresbøll vil gerne vedstå, at han skrev brevet, og han vil også gerne forklare hvorfor. - Det faglige arbejdsmiljø blev fuldstændigt ødelagt i den periode i den pågældende afdeling, og foregangsmanden var forstanderen. Mine opgaver blev umulige at løse, og jeg blev nødt til at sige op, fortæller Louis Dresbøll. Det fremgår af brevet, at Preben Gundersen søgte behandling hos Louis Dresbøll i perioden. «Dette må jeg selvsagt afvise, da jeg er hyret til at løse faglige problemer og ikke ansattes private problemer. Dette må også gælde en leder«, skriver Louis Dresbøll i brevet. Sms-truslerne er også beskrevet i brevet. Kvinden modtog beskeder som, «jeg ved, hvor du er«, og «hvis du vil, kan du finde mig«. < Forrige del --- Næste del >