Færdselsforseelser

Kærester på røveriturné

AALBORG:Et kærestepar på 30 og 26 år røvede og plyndrede nærmest med arme og ben, da de drog hærgende gennem Fyn og Jylland og begik alvorlig og voldsom kriminalitet på stribe. Det forelskede par lagde også vejen forbi Nordjylland, før politiet stoppede de hærdede røvere ved forsætligt at køre ind i deres flugtbil ved Bilka i City Syd. Anklageskriftet mod det jyske Bonnie og Clyde-par, der til daglig har bopæl i Gellerupparken i Århus, omfatter 27 alvorlige forhold. Retten i Aalborg lagde således lokaler til, da der i går blev taget hul på den omfangsrige straffesag. Røverparret er tiltalt for bl.a. at have begået 12 røverier og ét røveriforsøg. Desuden er der rejst tiltale for bl.a. flere tyverier, biltyveri, vidnetrussel foruden overtrædelse af våbenloven, færdselsloven og våbenbekendtgørelsen. Nægter sig skyldige Anklageren, statsadvokatfuldmægtig Mia Haaning Andersen, statsadvokaten for Nord- og Østjylland, benyttede førstedagen af de ni retsdage til bl.a. at gennemgå de mange forhold. Den 30-årige mand og den 26-årige kvinde nægter sig skyldige i røverierne, og desuden nægter de sig i det store og hele også skyldige i de øvrige anklagepunkter. Der er tale om danske statsborgere - han er oprindeligt fra Libanon og hun fra Grønland. Røverierne begyndte at rulle Parret skulle ifølge anklagemyndighedens opfattelse have haft forkærlighed for at begå røverier mod dagligvarebutikker, supermarkeder og en enkelt tankstation. Røveribølgen begyndte for alvor at rulle med et tyveri 9. januar 2009 i en villa i Åbyhøj med et udbytte på ca. 43.000 kroner. Så var parret ligesom skubbet i gang med turneen, som først sluttede 25. marts 2009 i Aalborg. To røverier på én dag Fem dage efter tyveriet i Åbyhøj blev det første røveri begået 14. januar mod en Kiwi forretning i Østbirk ved Horsens. Her blev udbyttet ca. 10.000 kroner. Og så gik det slag i slag, og både 13. februar og 24. februar var der ydermere tid og kræfter nok til at røve to butikker på én og samme dag. Den mandlige røver slog også til i Nordjylland. Første gang blev det dog "kun" til et røveriforsøg 24. marts mod forretningen Kiwi Mini Pris i Hørby ved Hobro. Der blev ikke noget udbytte, da pengene var låst inde i et pengeskab. Bevæbnet med økse og kniv Dagen efter begik den 30-årige mand røveri mod Super Brugsen i Svenstrup, hvor han troppede op, maskeret og bevæbnet med en økse og en køkkenkniv. Udbyttet blev ca. 15.000 kroner. Kun et kvarters tid efter røveriet blev røveren spottet af en politipatrulje, og det blev begyndelsen til en vanvidskørsel af ca. 20 minutters varighed med flere patruljevogne lige i hælene. Hastigheden nåede på et tidspunkt op på ca. 160 km/t, og flere mennesker måtte regulært springe for livet for ikke at blive påkørt af den flygtende røver. Retssagen kører videre i dag tirsdag med bl.a. afhøring af den 30-årige mand, foruden vidneafhøringer. Der skal afhøres omkring 60 vidner i den omfattende sag, og der forventes at falde dom i slutningen af april.