Kærestevold holdes skjult

Tusinder af unge piger bliver ydmyget og slået af deres kæresterProblemet er svært at bekæmpe, fordi volden ofte er en hemmelighed

Vold 16. januar 2007 05:00

- Jeg har en kæreste, som har tæsket mig, siden vi kom sammen, og jeg har næsten været sammen med ham i to år. Jeg elsker ham ikke længere. Og han siger, hvis jeg går fra ham, ender det galt. Sådan begynder et brev fra 13. januar til en internetbrevkasse. Pigen er langt fra alene med sit problem. Hver dag kommer der lignende henvendelser til brevkassen, som er oprettet af Foreningen for børn og unge i voldsramte familier. En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at der i gennemsnit sidder to piger i hver eneste skoleklasse i Danmark fra 9. klasse til 3.g., som bliver udsat for vold fra sin kæreste. Problemet er meget vanskeligt at bekæmpe, fordi det er skjult, fortæller stifteren og den daglige leder af foreningen, Kirsten Raffel Hermandsen. - Den eneste måde vi kan begynde at komme det her til livs på, er ved at begynde at tale om det. Det er vigtigt, både når det gælder kærestevold og familievold, at man får sagt, at det er ikke offerets skyld, men det er den anden, der har et problem, siger hun til Ritzau. I dag skal Kirsten Raffel Hermandsen tale om kærestevold for 600 elever på Frederiksberg Gymnasium, hvor der er temadag om emnet. Hun bliver ofte inviteret ud på skoler, hvor hun forsøger at gøre både ofre og voldsmænd bevidste om, at vold er uacceptabelt og skadeligt. Bagefter er der altid mange - især piger - der gerne vil snakke lidt mere. - Der er så mange, der oplever rystende ting og er ulykkelige, og som ikke tør sige det til nogen. Men når de hører, at de ikke er alene om det, så er der altid mange, der kommer frem og gerne vil tale om det, siger Kirsten Raffel Hermandsen. Vold handler i høj grad om social arv. Børn, der oplever vold i familien, har tendens til at videreføre den sørgelige arv. Enten ved selv at blive voldelige eller ved at ende som voldsoffer. Men det kan lade sig gøre at bryde den onde cirkel, mener Kirsten Raffel Hermandsen. Midlet er oplysning. - Desværre er det sådan, at hvis man er vokset op i en familie med vold, så tror man, at det er sådan, man skal gøre for at få sin vilje igennem. Det er derfor vigtigt, at de får at vide, at de skal bryde den cirkel. Men der skal være nogen, der fortæller dem det, mens de er helt unge, for hvis de ikke er bevidste om den sociale arv, så risikerer den at slå igennem i deres eget liv. Hvis de først er kommet op i 30’erne, og har udviklet en voldelig adfærd, så er det helt andre midler og decideret behandling, der skal til, siger Kirsten Raffel Hermandsen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...