Musik

Kærkomment comeback

"Rugsted Kreutzfeldt 5"

Rugsted og Kreutzfeldt samler tråden op fra tidligere udgivelser i 1978, 1980, 1982 og 1985.

Rugsted og Kreutzfeldt samler tråden op fra tidligere udgivelser i 1978, 1980, 1982 og 1985.

Ingen, der de senere år har været så heldige at opleve Rugsted og Kreutzfeldt live, har kunnet undgå at bemærke, at den 64-årige Jens R. og den 61-årige Stig K. virkelig har fået hul igennem til deres tredje eller fjerde ungdom. Ikke nok med, at de fortsat swinger ualmindeligt godt sammen. De er også blevet om muligt endnu mere sammenspillet. Og så har de frem for alt bevaret evnen til og talentet for at skrive popmelodier fuldt på højde med dengang, det gik stærkest for med de første lp-plader i 1978-80. Beviset foreligger her, hedder "Rugsted Kreutzfeldt 5" (udsendt ikke færre end 26 år efter nummer fire, "Jorden kalder") og er sprængfyldt med alt det, man umiddelbart forbinder med pop/rockduoen, først og fremmest yderst fængende, let tilgængelige, men aldrig simple syng-med-sange. Det får man i så rigt mål fra først til sidst på "femmeren", der kun skuffer lige ved første lyt, fordi første sang, "Nattur i København", umiddelbart virker, som om den læner sig vel rigeligt op ad visse tendenser hos kollegerne i Moonjam, og er det ikke meget tydeligt, at makkerparret har gået og lyttet meget til Donald Fagen (med eller uden Steely Dan), før de kastede sig over "Se dig ikke tilbage"? Men alle forbehold falder allerede i tredje sang, den smukke, rørende "Hold mig", der én gang for alle beviser, at det er muligt at skabe en intens stemning på i omegnen af bare to minutter. Sammen med en anden ballade, "Indtil jeg så dig", er det noget af det smukkeste, Rugsted & Kreutzfeldt nogensinde har lagt navn til. Overalt er der bare dømt veldrejede poplækkerier, som på én gang spiller på genkendelighed og har noget nyt at tilbyde (plus et ødselt væld af saxofonsoloer ved skiftevis Benjamin Koppel og Anders Gaardmand), og fryden fortsætter på bonus-cd/dvd med 18 af de skarpeste fra en glorværdig fortid, foreviget sammen med et virkelig tændt DR-underholdningsorkester, og et nummer som kendingsmelodien "Jeg ved det godt" er ikke blevet ringere af at blive sat virkeligt stort op. Flot, flot, flot. Velkommen tilbage! Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Rugsted Kreutzfeldt: "Rugsted Kreutzfeldt 5" Grand Danois

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst