Naturkatastrofer

Kærlighed bag ryggen

Der er utroskab i mange ægteskaber, men man kan gøre meget for at forhindre det. Længerevarende affærer skal frem i lyset, mens engangsknaldet skal forties, mener samlivsrådgivere

Selv kærlighedens egen gudinde gjorde det. Olympens Afrodite, der var gift med Hefaistos, bedrog ham med i hvert fald tre forskellige mænd. Det er svært at tro på, at utroskab kan undgås. Og der er ikke megen trøst at hente hos statistikkerne. Ugeblade og internetsider flyder over med oplysninger om, at halvdelen af alle mænd har været deres partne utro, og kvinderne er ikke stort bedre. Måske derfor finder næsten halvdelen af os utroskab acceptabelt, mens 16 procent mener, at det er uundgåeligt. Og ja - julefrokosten er lastens hule. Lige nu går en masse danskere altså rundt med dårlig samvittighed over noget, de foretog sig i december. Men hvor langt skal man egentlig gå, før der er tale om utroskab? - Grænserne er flydende, for mennesker er ikke ens. Umiddelbart er utroskab selve samlejet, men nogle vil heller ikke tolerere kys eller flirt. Så det er følelserne, der afgør, hvad der er utroskab, mener Karen Zimsen, der er brevkasseredaktør, socialrådgiver og parterapeut. Vi mennesker er slet ikke indrettet til kun at have en partner. Som pattedyr er vi sat på jorden for at formere os mest muligt og dermed sikre artens overlevelse. - Der er en drift i os alle mod at have sex med hvem som helst, vi kan lide. Det mest forunderlige ved utroskab er, at der ikke er mange flere sidespring, mener psykolog Ebbe Scheel Krüger. Uanset hvad, så er utroskab slemt for et ægteskab eller forhold. - Man bør holde sig fra det. For det er noget af det mest ødelæggende og mest smertefulde, man kan udsætte sit parforhold for, siger Karen Zimsen. Forskel på utroskab Men der er stor forskel på utroskab. Og selv om engangsaffæren er slem, så er den altså ikke nær så slem som den vedvarende affære. - Jeg kalder det "idræt udløst af spiritus". Det klassiske eksempel er julefrokosten. For meget at drikke; "nej, hvor er alle mennesker dejlige", og så falder man i grøften. I dét tilfælde er det altså bedre at tie stille. - Mange fortæller det alligevel på grund af deres dårlige samvittighed, men den må synderen altså selv håndtere. For hvad skal partneren bruge den utroligt sårende oplysning til? spørger Karen Zimsen. Også selvom der er en risiko for, at partneren finder ud af det. - Det er selvfølgelig et argument, men så må man altså sige "Jeg gør det ikke igen, og jeg har besluttet ikke at drikke så meget, at jeg ikke kan styre mig." Ingen tager skade af at disciplinere sig selv, når det kan have så alvorlige følger som opsplitning af en familie, siger Karen Zimsen. Psykologen er enig. - Det svarer jo til at sparke folk i nosserne med vilje og så straks bede om tilgivelse. Hvis det kun var en gang og et uheld, så ti stille og kom videre. Det er først, når der kommer dybere følelser ind i det, at det kan true forholdet. Når man mødes flere gange, planlægger det og glæder sig til det, siger Ebbe Scheel Krüger. Én ting kan slås fast. Det er ikke utroskab at kigge efter andre mænd og kvinder på gaden eller på stranden. - Det er sund og naturlig fantasi - det ville faktisk være mere unaturligt, hvis man ikke gjorde det. Og ja: Kvinder gør det også, siger Karen Zimsen. Især kvinder bør vide, at pornokiggeri ikke er utroskab. - Der er mange kvinder, der ikke bryder sig om det, men hvis hun ellers er sikker på, at manden elsker hende, så må hun betragte det som en hobby. Vi kan heller ikke have hinanden i bånd hele tiden. Kvinden kan sige: "Du må kun gøre det et par gange om ugen og sørg for, at børnene ikke ser det", siger Karen Zimsen. - Men mænd kan så huske på, at det er nedbrydende for kvindens selvtillid. Mænds pornoforbrug får kvinder til at føle, at de ikke er gode nok. Ud med sproget Er utroskaben sket, og er den på vej til at udvikle sig, så er der kun én ting at gøre: Ud med sproget: - Det er simpelthen dårligt kammeratskab at lade være med at fortælle det. For selvom det kan føre til et brud, så er det fejt at fortie noget, der kan have så stor betydning, for én man holder eller har holdt af, siger Karen Zimsen. Kommer man i tvivl om partneren skal skiftes permanent ud, skal man melde ordentligt ud i stedet for at ruge over det i stilhed. - Flyt. Hold dig væk fra konen eller manden i et stykke tid og find ud af, hvad du virkelig vil. Gør savnet op i forhold til den nye elsker. Det er mest fair, siger Karen Zimsen. Opmuntrende nok er der mange ting, man kan gøre for at undgå, at utroskab opstår. For i langt de fleste tilfælde sker det kun, hvis der er problemer i ægteskabet. Er der kold luft i parforholdet, opstår der hurtigt en række spil, fortæller Karen Zimsen. Der er eksempelvis "hold kæft længst"-spillet,. Den, der holder kæft længst vinder, men i virkeligheden taber alle. Eller "lukket for det varme vand"-spillet, hvor den ene part nægter den anden sex, fordi han eller hun er sur over et eller andet. Spillet "ned med nakken", hvor det gælder om at ydmyge den anden. Rækken er lang. - Disse spil og den usikkerhed og krise, de medfører, gør, at mennesker begynder at lede efter selvbekræftelse andre steder. Mænd vil gerne vise, at de stadig kan score, og kvinder vil gerne påskønnes, siger Karen Zimsen. Den banale opskrift er, at plejer man sit ægteskab og holder kommunikationen gående, så falder risikoen for utroskab drastisk. - Husk på, at man er mand og kvinde - ikke kun eksempelvis far og mor. Gør ting, der sætter parret i centrum, siger parterapeuten. Drop prædikenen Også når det gælder utroskab, er der stor forskel på mænd og kvinder. - Man kan dog ikke sige, at det er mænd eller kvinder, der bliver hårdest ramt. Det er slemt for begge køn. Men mænd tager ikke deres egen utroskab så højtideligt, mens kvinder er mere følelsesmæssigt involverede, når de er utro, fortæller Karen Zimsen. Også i offerrollen reagerer kønnene forskelligt, mener psykologen. - Kvinder tænker meget over følelserne. Forræderiet og svigtet. Mænd føler sig ramt på mandigheden og borer ind i det konkrete. "Hvor stor var den, var han bedre end mig?", siger Ebbe Scheel Krüger. Nogle par har aftaler om, at sidespring er acceptabelt, men Karen Zimsen er skeptisk over den slags arrangementer. - Jeg har aldrig set et lykkeligt, åbent forhold. Det fungerer sjældent i praksis. Men man skal også passe på med at generalisere - især, når det gælder følelser. Der er ikke to ens tilfælde, understreger hun. Omvendt kan man godt lave en aftale, hvis specielle forhold gør sig gældende. - Mange mennesker - og det gælder både mænd og kvinder - mister lysten til sex, når de kommer op i alderen. Og det er jo synd for en partner, der stadig har lyst. Der kan man så aftale en ugentlig "fridag" og så lade være med at stille spørgsmål, hvis man ikke bryder sig om det, siger Karen Zimsen. For selv i utroskab findes der undtagelser. - Jeg kan egentlig ikke lide at sige det, men der er ét tilfælde, hvor jeg synes, at utroskab er acceptabelt. Hvis partneren er enten meget fysisk eller psykisk syg, så kan det være i orden. Vi er jo kun mennesker. Det glæder om at være glad for sit liv og derved skabe glæde for sin syge partner, mener Karen Zimsen. Ellers er utroskab noget, man skal holde sig helt fra. Kan man ikke lade være, må man tage konsekvensen. - Nogle mennesker er simpelthen ikke egnede til at leve i et parforhold. Der findes både mænd og kvinder, der er polygame og simpelthen ikke kan holde sig til én partner. De må så lade være med at indgå i fast parforhold, siger Karen Zimsen. Og selvom der er folk, som er utro på grund af partnerens overkontrolleren, så er der omvendt ikke belæg for at sige, at fuld tillid fjerner risikoen. I bund og grund er moralen det afgørende: - Prædikener virker ikke, så enkelt er det. Det eneste, der kan forhindre utroskab, er én selv. Lad være med at drikke dig for fuld til festerne. Lad være med at lade dig friste. Træk hellere lidt frisk luft, lyder rådet fra parterapeut Karen Zimsen.