Kærlighed gjorde ham til nordjyde

- Det er sgu nu, tænkte Henning Bruun, da han så Hotel Bellevue på nettet

Turisme 1. oktober 2006 06:00

BLOKHUS: Det var kærlighed, der gjorde Henning Bruun til nordjyde og hotelejer i Blokhus med rejsebureauet Bellevue Tours i Aalborg. Landmandssønnen fra Sønderjylland og hans kæreste slentrede gennem Blokhus. - Vi gik forbi hotellet og kiggede i baggården. Den lignede en skrammelplads. - Det kan da ikke passe, at et hotel med den beliggenhed ikke kan gå, sagde vi til hinanden. To år senere så jeg det tilfældigt på nettet. - Det er sgu nu, tænkte jeg, og sagde farvel og tak til mit job i grupperejseafdelingen hos DTF i Hjørring. Ski? Giv mig 14 dage 3. oktober er det tre år siden, Henning Bruun rykkede ind på hotellet på Strandvejen, få skridt fra stranden. Bellevue har 22 værelser med morgenmadsrestaurant. - Det første halve år brugte jeg på at gøre værelserne rene, slå græs, lave morgenmad og ordne hæk. Heldigvis kom en af mine højskolevenner og hun er stadig ansat. Jeg er bankudddannet, men hun inspirerede mig til at blive turistguide efter højskolen. I et par år arbejdede jeg i Caraibien for Falk Lauritsen og som skiguide i Norge for Thinggaard i Aalborg. Da jeg blev skiguide, havde jeg aldrig løbet på ski. Men jeg sagde: Giv mig 14 dage, før gæsterne kommer. Jeg var tre sæsoner på Hemsedal. Gamle dyder om penge Henning Bruun kalder sig vi, når han taler om hotel og rejsebureau. Andre ville nok sige jeg. For den 33-årige far til to drenge på to og fem år er ejer og har 11 ansatte. - Vi er et team. Men jeg er den økonomisk ansvarlige, så de andre må lide under, at vi skal tjene pengene, før vi bruger dem. Eksempelvis havde vi ikke et toptunet bookingsystem før for få uger siden. Sådan er jeg opdraget og jeg skylder ikke noget. Vi arbejder på den måde, at alle i rejsebureauet i Aalborg også arbejder nogle weekender på hotellet. Vi er også vores egne rejseledere. Jeg har en trofast ældresagsgruppe, som har valgt vores hotel i tre år. Jeg henter den i Nordsjælland og giver kaffe, rundstykker og en Gammel Dansk på busturen hertil, fortæller han. Kineser tog fusen ham Henning Bruun siger også, at hans kone ikke har noget med hans arbejde at gøre. - Det tror jeg er sundt for alle. Hun er fødevaresikkerhedschef hos Tulip, så vi kunne såmænd godt leve af hendes løn. Men jeg har hele tiden gerne villet være selvstændig. Faktisk prøvede jeg med Danske Servicekonsulenter, da jeg var 23 år. Den gik ikke, selv om mange såmænd godt kunne lære mere om service. Vi var ikke dygtige nok. Vi har også skullet lære meget her. Vi åbnede rejsebureauet, fordi min kompetance ligger der, og vi var på det kinesiske marked og fik otte hold kinesiske turister til Blokhus. Desværre glemte tre af holdene at betale. Så det er droppet og vores kinesiske medarbejder fyret. Vi var ikke erfarne nok. Men vi turde og nøjedes ikke bare med at snakke om det, siger Henning Bruun og tilføjer: - Vores force er, at vi får rigtig mange ideer og er hurtige til at teste dem og få dem ud til kunden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...