EMNER

Kærlighed og grusomhed

Ikke blot den hellige Thøger giver ry til den store klosterkirke i Vestervig. Også kærligheden - og grusomheden - er knyttet til den store kirke. Uden for kirkens norddør ligger nemlig Liden Kirsten og prins Buris begravet - endelig forenet i døden. Overleveringen vil vide, at Valdemar den Store og hans dronning Sofie var uenige om, hvorvidt kongens søster skulle giftes med dronningens bror. Kongens mente nej, dronning Sofie mente jo. Da kong Valdemar var på togt, lokkede dronningen sin bror til at fri til Liden Kirsten - og med magisk hjælp forelskede de to sig i hinanden. Det fik følger - en datter, som Liden Kirsten fødte just den dag, da kongen vendte hjem og ville feste. Da han hørte om alliancen, dansede han sin søster til døde og lod øjnene stikke ud på prinsen, inden han blev kastet i fængsel. Da kongens vrede mildnedes efter nogle år, blev prins Burik flyttet til Vestervig Kloster, hvor hans elskede var blevet begravet, og skønt lænket om livet kunne han hver dag nå ud til Kirstens grav. Da han døde, blev han gravsat i forlængelse af sin elskedes grav - og siden har det været skik, at brude, som bliver viet i Vestervig, lægger brudebuketten på Liden Kirstens grav.