Kærlighed på komedie Koncert med andagt i Malle muslingemøde

} BIONYT: Løgstør Bio spiller i den kommende uge filmen Hitch. Kærligheden kommer på komedie i selskab med superstjernen Will Smith i rollen som Hitch. En mand, der lever af at give score-tricks til skæve mænd, der er forelsker sig i uopnåelige kvinder - eller som rent ud sagt ikke kan få det sagt. Altså det der med at 'jeg elsker dig'. Men hvad med ham selv? Hvad sker der, når Hitch vælter ind i Eva Mendes - en sladderblads-journalist, der er overbevist om, at mænd - alle mænd - er lige til at skrotte. Hvad gør den kloge, når han selv skal have noget på den dumme? } KOR: I dag giver Arosia Koret fra Aars koncert i Malle Kirke, og under koncerten holder sognepræst Poul Geil en kort andagt. Der bliver tre fællessalmer, og ellers byder programmet på et spændende potpourri af kendte og ukendte sange, bl.a. forårssange og sange med tekster af H.C. Andersen. Korets dirigent er Elena Vas Andersen, Ranum Kirkes tidligere organist. } MUSLINGEMØDE: Arbejdsgruppen bag en Muslingefestival i Løgstør fra 4. - 10 juli er nu nået så langt, at tiden er inde til at involvere hele kommunen i projektet. Det sker på et møde på Hotel du Nord tirsdag aften. - Der har været en fantastisk positiv respons overalt, og der er nu solgt omkring 10 muslinger til virksomheder, foreninger og pengeinstitutter, så projektet bliver en realitet, fortæller en af initiativtagerne, kunstneren Birthe Kjærsgaard. Fra 4.- 10. juli vil kunstnere fra hele den nye storkommune arbejde med at male muslingerne på kunsttorvet i Løgstør - og publikum kan følge arbejdet her hele ugen. Derudover vil der blive udstillinger, som indeholder alle former for kunst - rundt i byen med temaet Muslingen. Der vil desuden være musikarrangementer på en ny scene på Kunsttorvet - og der vil kunne spises muslinger på restauranter og cafeer. Mange andre ting kan kobles på arrangementet - derfor inviteres der nu til mødet, hvor der vil være mulighed for at komme med ideer og/eller tilbyde hjælp til gennemførelse af festivalen.