Kærligheden som den store udfordring

Dansk klassiker om kærlighed på tværs af religion og kultur

Su­san­ne Hein­rich som den jø­dis­ke fru Levin trøs­ter sin mand, som har sto­re pro­ble­mer med dat­te­rens valg af for­lo­vet: ikke ale­ne er det hans svor­ne fjen­des søn, men han er oven i kø­bet kris­ten!
foto: Kurt Be­ring

Su­san­ne Hein­rich som den jø­dis­ke fru Levin trøs­ter sin mand, som har sto­re pro­ble­mer med dat­te­rens valg af for­lo­vet: ikke ale­ne er det hans svor­ne fjen­des søn, men han er oven i kø­bet kris­ten! foto: Kurt Be­ring

VENDSYSSEL:I den store sal på Vendsyssel Teater i Dronningensgade er klunkesofaerne rykket ind på scenegulvet og tomme guldrammer pryder væggene. Teaterleder - og stykkets instruktør - Peter Schrøder og de medvirkende er godt 14 dage inde i prøveperioden på Henri Nathansens klassiker fra 1912 Inden for Murene. Der er premiere 9. november. Det er historien om to unge elskende - Esther er jøde, Jørgen er kristen - som har kvaler med at slå bro mellem deres kulturer og religioner - og ikke mindst - deres familier. De ældre generationer af familierne Levin og Herming nærer nemlig et indædt fjendskab til hinanden. Altså en historie om kærlighedens udfordringer. Kresten Andersen og Susanne Heinrich spiller den jødiske familiepatriark Levin og dennes hustru, som må tage stilling til datterens kontroversielle valg af forlovede. - Hvor frisindet ville man selv være i dag i samme situation? Det spørgsmål kommer op, når man læser stykket, siger Susanne Heinrich. Kresten Andersen er enig. - Det er nærmest skræmmende, hvor nærværende det er. Og rent sprogligt behøver man ikke at modernisere det. Det er fremragende skrevet, siger Kresten Andersen. Konflikterne i stykket bunder ligeså meget i økonomi som i religion og kultur. Gamle Levin og Jørgen Hermings far har et uvenskab, der går langt tilbage. Den gamle Levin har ikke glemt, at Herming nægtede at hjælpe ham økonomisk. Sønnen Hugo Levin føjer sig efter faderens uvilje mod Herming, men ikke datteren. - Jeg tror, at forældrene egentlig ikke forholder sig så meget til de unges kærlighed. Bommen er gået ned på grund af forældrenes tidligere økonomiske mellemværende, siger Susanne Heinrich. - Omvendt synes gamle Levin, at det er en rigtig god ide at få sin prokurist Meyer som svigersøn. Det giver nemlig Levin en økonomisk gevinst, så på den måde er han ikke så fin i kanten. I stykket er Levin god for 400.000 kroner årgang 1912. Nationalbanken har regnet ud, at det svarer til 15-20 mio. kroner i 2007. Altså en hovedrig patriark. Kresten Andersen store opgave i stykket er at finde ind til den gamle partiark Levin. En faderskikkelse som ligger milevidt fra nutidens ideal. - Jeg kan ikke spejle mig i faderen, men jeg skal jo finde ham. Her hjælper det, at stykket er så godt skrevet. Jo dybere jeg kommer ind i det, jo mere grebet bliver jeg af det, siger Kresten Andersen. Inden for Murenes evne til at stå frisk og aktuel den dag i dag imponerer teaterleder Peter Schrøder. - Det er utroligt, hvor præcist stykket er i forhold til den samme type konflikter i dag, hvor konflikten måske mere ligner den, vi oplever med muslimsk baggrund. Men egentlig er det samme konflikt. Vi har intet lært af historien, siger Peter Schrøder. Han har valgt at spille Inden for Murene uden moderniseringer. Kun scenografien af Steen Lock-Hansen bryder med traditionen, som traditionelt har budt på naturalistiske klunkestilskulisser. Forvent derfor et stiliseret borgerhjem anno 1912. - Jeg tror, at en stilisering af scenerummet vil befordre indholdet. Det giver desuden bedre mulighed for at bruge scenelyset til at skabe præcise stemninger, siger Peter Schrøder. Kostumerne bliver dog 1912 tidstypiske. Året hvor stykket blev uropført på Det Kongelige Teater. Henri Nathansen blev 17. juli 1868 født ind i en jødisk familie i Hjørring. Som voksen blev han overretssagfører, forfatter og instruktør i København. Han døde 1944 i Lund i Sverige. Inden for Murene opføres med ni medvirkende. Se mere på www.vendsyssel-teater.dk.