EMNER

Kærlighedens forår

Nu er det forår og alting blomstrer. Også kærligheden. Der findes ikke noget mere livsbekræftende end, at to mennesker kan elske hinanden. Og ingen kan være uenig i, at størst af alt er kærligheden. Kærligheden skal plejes, beskyttes, dyrkes og fejres hver eneste dag. For det er et lille mirakel, at vi mennesker kan føle sådan. Kærligheden er aller-, allerinderst inde. Kærligheden til vores ægteviede er det mest intime, vi har. Intet andet er så personligt og privat som kærligheden. Alligevel vil dette forår som de forgangne bugne af kolossale bryllupper, der måske ikke koster en hel dansk bondegård, men mindst en halv skole i Afrika. Men er det kærligheden, der fejres ved de bryllupper? Er det ikke snarere parrets modebevidsthed, der vises i valget af designerbrudekjole? Deres gastronomiske flair, når de vælger en kok med stjerner? Deres kreative evner, når indbydelser og takkekort er både hippe og elegante? Deres evner til networking, når de afslører en lang liste af interessante venner? Eller er det først og fremmest deres økonomiske formåen, deres evner til at prioritere og spare, de viser for alverden? Der er intet i vejen med de egenskaber. De skal nok føre parret langt, men de har ikke noget med hverken kærlighed eller ægteskab at gøre. Mener jeg. Men måske er der nogen derude, der kan overbevise mig om, at man bedst fejrer kærligheden til ens nylige ægteviede og bedst deler den med dem, man også elsker ved at vælge en kage, der for Guds skyld (eller hvis det nu er) er en etage højere end den, man fik til det seneste bryllup i vennekredsen? Jeg er bange for, at de ikke findes. Og at min naive tro på det bedste i mennesket endnu en gang vil lide et alvorligt nederlag ved dette forårs bryllupper, som den har gjort det ved de foregående forårs udstyrsstykker. Men jeg nægter at skille mig af med min naive tro på det bedste i mennesket. Den har nemlig noget med kærligheden at gøre. Glædeligt forår!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst