Kærlighedsguder i Kildeparken

Tre ”ældre” karnevalsdeltagere er enige om, at målgruppen er ændret

Zeus, dvs. Mads Kløve, havde et skilt med, hvorpå der stod: Guder må ikke afbilledes. Og ja, det var en joke med direkte adresse til Muhammed-tegningerne. Siddende er det Betina S. Christensen og bag ved Mads sidder hans søster Anne Mette.

Zeus, dvs. Mads Kløve, havde et skilt med, hvorpå der stod: Guder må ikke afbilledes. Og ja, det var en joke med direkte adresse til Muhammed-tegningerne. Siddende er det Betina S. Christensen og bag ved Mads sidder hans søster Anne Mette.

AALBORG:Ved søen i Kildeparken sad og lå tre græske guder og gudinder. Artemis, Afrodite og Zeus eller som de hedder på årets 364 andre dage Betina S. Christensen, Anne Mette Kløve og hendes bror Mads Kløve. Det var 24-årige Mads’ første karneval, altså som udklædt, mens kærlighedsgudinderne havde gjort det før. Især 34-årige Betina, der husker tilbage på karnevalstiderne i 1980’erne med stor glæde. - Det var jo dengang, hvor jeg ikke måtte drikke øl, men gjorde det alligevel. Jeg kan huske, at jeg sad på risten ved Salling, altså bagindgangen, og der var karneval i alle gaderne, husker Betina, der flyttede tilbage til Aalborg i 1998 efter 10 år væk fra byen. - Da jeg kom hjem kunne jeg mærke, at jeg virkelig havde savnet det kick, som karnevalet giver mig, forklarer Betina, der i dag bor i Svenstrup. De tre guder er enige om, at karnevalet har ændret målgruppe siden de glade 80’ere. - Dengang var det et mere seriøst karnevalspublikum end i dag. Folk bliver yngre og yngre, men sådan er det jo efterhånden med alt, siger Anne Mette, der ikke tøvede med at kalde karnevalet for sidste skoledag i lidt større udgave. De er alle enige om, at karnevalet for dem er lig med hygge og god stemning. Og de er selvfølgelig klar til næste års udgave, som ifølge guderne bliver med temaet ”Nordisk mytologi”. Nu må vi se om, arrangørerne tør udfordre gudernes vrede eller om de føjer dem.