Kærlighedsgyser

film "Elsker - elsker ikke" Betal for én film og se to. Sådan er "Elsker - elsker ikke". De første billeder af filmen er hjerter og røde roser. Signalet er kærlighedsfilm. Meget snart finder vi ud af, at filmen handler om ulykkelig kærlighed. Angelique - mesterligt spillet af Audrey Tautou (det er hende fra den fabelagtige Amélie fra Montmartre) - er forelsket i lægen Loïc (Samuel Le Bihan), og længe tror vi, at de også har et forhold. Angelique er utrolig dejlig med sit fabelagtige uskyldige og rene udseende. Hun er tillidsvækkende som få. Lægen er derimod en stud, forstår vi, fordi han ikke gengælder hendes kærlighed. Han er også gift. Han siger, han vil skilles, forstår vi. Men hans kone bliver gravid, og det er jo ikke smart, når man står midt i et kærlighedsmæssigt vadested. Hertil er det en film som 1000-vis af andre. Kunne han dog ikke bare sige nej til Angeliques kærlighed og mange gaver. Så havde han været et mandfolk. Som i masser af andre film. Men midtvejs gennem filmen spoles den pludselig tilbage i lyntempo. Vi ser det hele baglæns på under ét minut. Så starter det forfra, og nu ser vi det hele fra Loïcs synspunkt. Nu er det ikke længere en kærlighedsfilm. Nu er det en kærlighedsthriller. Eller måske oven i købet en gyser. Det er i hvert fald en fæl historie. I Loïcs øjne er dette nemlig en ganske, ganske anderledes fortælling. Det er en livsfarlig historie. Og mere skal ikke røbes her. Filmen er fransk, og det opdager man allerede fra første billede. Dette er ikke almindelig mainstream, amerikansk spillestil. Det er anderledes. Og det er dejligt. Vi lægger også hurtigt mærke til, at såvel billede som lyd er fyldt med finesser og stil, som vi ikke ser til dagligt. Det er simpelthen et andet filmsprog. Filmen bæres op af to ting: Dels den overraskende handling og komposition. Og dels af Audrey Tautous fabelagtige spil. Hun spiller sin djævelske rolle med en ynde og graciøsitet, der gør, at overraskelserne bliver så meget desto større, efterhånden som handlingen skrider frem. Så leder man efter en film der kan chokere, overraske og underholde uden at være amerikansk, så er "Elsker - elsker ikke" et godt bud. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk "Elsker - elsker ikke". Fransk. Instr: Laetitia Colomba. 100 minutter. Tilladt over 11 år. Biffen.