Frederikshavn

Kært barn har mange navne

FREDERIKSHAVN:”Den Bette Grill” eller pølseboden på Maigårdsvej har fået ny indehaver - den 34-årige Heidi Petersen. Planen er, at stedet skal køres videre, som det var før, og det betyder, at kunderne skal have det godt i grillen. - Jeg giver en kop kaffe, og der skal stå en lille skål slik på bordet, så vi kræser lidt for dem, siger Heidi Petersen. Heidi Petersen har tidligere været i hjemmeplejen men har også meget erfaring med madlavning. På sigt kunne hun godt tænke sig at udvide grillen lidt, for hun har fået smag for grillbranchen. Men det er alt sammen op til Tulip, der står som officiel ejer af grillhuset. - Foreløbig skal jeg selvfølgelig have det her op at køre, og så må jeg vurdere, hvordan det går, siger hun.