Kært gensyn til Open Air i Løgstør

Birthe Kjær og "Saveus" er de to seneste Open Air-navne

Birthe Kjær og hendes Feel Good Orkester er vel nærmest garant for god stemning, når det 18. august går løs med årets Løgstør Open Air-festival. PR-foto
Musik 17. januar 2018 08:31 - Opdateret 17. januar 2018 08:33

LØGSTØR: Der bliver noget både for de unge - og for det lidt mere modne publikum - når det 18. august går løs med årets udgave af Løgstør Open Air.

Som et klart udtryk for dét, kan arrangørerne nu afsløre "Saveus" og Birthe Kjær som de to seneste navne på Løgstør Open Air-plakaten 2018.

Dansktopdronningen Birthe Kjær behøver vist næsten ingen nærmere præsentation.

Birthe Kjær og hendes ni personer store Feel Good Band gæstede senest Løgstør tilbage i 2015 og skabte ved den lejlighed en forrygende fest med fællessang, rød gummibåd og klapsalver.

På den baggrund er det også en glad Henrik Skak, der som talsmand for Løgstør Open Air kan byde Birthe Kjær velkommen tilbage til Løgstør med hits som "Arrivederci Franz", "Pas på den knaldrøde gummibåd", "Sommer og sol" og "Vi maler byen rød".

- Vi ved, at rigtig mange har ønsket et gensyn med Birthe ovenpå kæmpesucces’en i 2015, og siden hun var her sidst er Birthe Kjærs popularitet vel nærmest kun steget.

- Birthe Kjær og Feel Good Band er vel i dag det nærmeste, man kommer et kultorkester i Danmark, og netop i 2018 kan Birthe Kjær både fejre 70 års fødselsdag og 50 års pladejubilæum, nævner Henrik Skak.

Forgrundsfigur i "Saveus" er den tidligere X-Factor-vinder, den nu 25-årige Martin Hedegaard.

Siden udgivelsen af singlen "Levitate Me" har Martin og "Saveus" været på sikker kurs mod toppen af den danske musikbranche, og festivalarrangørerne i Løgstør er på den baggrund også glade for - og stolte over - at kunne præsentere "Saveus" i Løgstør i sensommen.

- Saveus leverede senest et forrygende show i forbindelse med DRs Sport 2017-show i Boxen i Herning, bemærker Henrik Skak.

Med offentliggørelsen af "Saveus" og Birthe Kjær mangler Løgstør Open Air nu blot at præsentere et sidste navn, før årets festivalplakat er komplet.

De øvrige offentliggjorte kunstnere er Burhan G. og Halberg & Friends.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...