Kaffe, kage og klapsalver

126 seniorer sang, lo og klappede så kaffen skvulpede over

Musik 1. oktober 2003 06:00

AALBORG: Seniorfester er ikke lutter lagkage. De velholdte ældre får også kaffe, fællessang og banko med, når de festklædte indtager Aalborg Kongres & Kultur Center til de traditionsrige seniorfester. Og ikke nok med det. De får også holdt sig i form, når kapelmester Anker Møller dirigerer både Aalborg Pensionistorkester og publikum. - Kan herrerne ikke tage damerne i hænderne og gynge lidt fra side til side? Kom nu. I har godt af det, sagde den lune kapelmester. Og tilføjede lokkende. - Så slipper I også for at tage til motionsløb i Lundby Krat i næste uge. Den opfordring kunne de 126 tilhørere ikke sidde overhørig, så der blev gynget igennem til tonerne af slageren "Jeg har en ven (En rigtig sejler)". Til venstre for scenen har Eva Pedersen og Anna Nielsen god udsigt til sangerinden Hanna Vig og resten af orkestret. Den gamle klassiker får dem til at vugge med hovedet og synge med. - Man kan næsten ikke lade være, når de spiller de gamle sange, fortæller 81-årige Anna Nielsen. Sammen med ni andre beboere fra hendes oldekolle er hun til seniorfest for første gang. - Vi blev bare enige om, at vi ville herned, og det har vi ikke fortrudt. Det er hyggeligt, og musikken er god, fortæller hun, mens konferencieren begynder at råbe bankonumrene op. 69-årige Eva Pedersen er også imponeret over musikken. Men hun glæder sig også til dansen. - Jeg kunne godt finde på at tage en dans, hvis mændene ellers gider. Damerne er i overtal, så jeg er ikke sikker på, at mændene ikke kan holde til det, hvis damerne bliver for ivrige, griner hun, inden hun pludselig bliver afbrudt. - Banko, lyder det fra den anden side af bordet. Elsemarie Petersens nummer er kommet ud, så hun vinder et forklæde og en lille pung. - Det skal jeg nok få brug for. Vi laver jo stadig vores mad selv, siger hun tilfreds. Venter på morfar På den anden side af scenen er begejstringen også stor. Vibeke, Søs og Michala Worsøe ligner nogen, der er gået forkert. Med henholdsvis 45, 38 og 11 år på bagen kan man ikke ligefrem kalde dem seniorer. - Vores far spiller saxofon og violin i orkestret, så vi er kommet for at høre ham, indrømmer Søs, der er mor til Michala. Den 11-årige pige har glædet sig til at høre sin morfar. - De spiller godt, mener hun. Og selv om hun nok mest er til pop, er sangrepertoiret ikke så skidt endda. Med Michalas ord er sangene lidt gode. Og det er ikke så ringe endda.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...