Kaffe med julesødt

Dansk familie sættes i svensk julestemning på miniferie

Stængerne værker. Armene bliver længere og længere. Posernes håndtag skærer i håndfladerne, og hovedet dunker af indtryk, af julelys, lyd, larm og mennesker overalt. Sådan er det at være på juleindkøb en lørdag formiddag. Men, så er det godt, vi er taget over vandet for at gå på halvandet døgns juleindkøb i Sverige. For svenskerne har forstået det. De har forstået, at det at drikke kaffe og spise sødt en lørdag formiddag med juleposer om haserne ikke behøver være et studie i, hvor smart man kan være, og at man nu lige ved, om det er mest hip og hot at drikke café latte eller at vise, at man har forstået, at the er den nye trend. Svenskerne har fattet, at det at drikke en kop et eller andet og nyde en bolle eller et stykke kage handler om noget meget mere grundlæggende end at synge med på tidens noder i caféer, der er indrettet ens, om de ligger i Berlin, Amsterdam eller Aalborg. At drikke varmt handler om at have det rart. Med hinanden, med sig selv, med det at købe gaver, der skal glæde dem, man elsker. Så vi synker lykkeligt sammen på stolene på Petersens Konditori nede i Korsgatan i den gamle del af Gøteborg og bestiller kanelboller med rigeligt med kardemomme og ser os rundt i det klassiske konditorilokale med bugnende bagerhylder, servitricer i forklæder og lyst hår i hestehale, gamle lamper i loftet, wienerrøde vægge og alskens aldre rundt om de små borde med messingkant. Her er rart. Og svensk. For svenskerne er det at fika, som de kalder kaffekagedrikkeriet, en kulturel naturnødvendighed på linie med sejlads i skærgården og midsommerdans med krans i pigernes hår. De har ikke skippet konditorierne, som hjemme i Danmark lukkede på stribe efter at have været helliget kønne damer over 70. I Sverige fikar alle. Til venstre sidder far, mor og tre små. Til højre to ægtepar omkring de 50. Fire teenagetøser fniser nede i hjørnet, og foran os sidder et par voksne veninder. Snakken går som i en dagligstue en juledag, og vi varmer os ved at være sammen og tænke på dem, vi har købt gaver til og dem, vi mangler at finde indpakket glæde til. Lysmillioner Trods det grå vejr har julens stemning ramt os. Selv om nogle af familiens medlemmer ikke er så juletovlige som andre, så måtte de bøje sig for de 3,2 millioner lys, der fredag aften tændtes for os under besøget på Liseberg, Gøteborgs forlystelsespark, som fra slut i november og frem til jul syder af, ja, af jul. Træerne er spundet ind i småbitte pærer, og langs gaderne er 70 små boder sat op. Her med halmbukke, engle, hjerter og kranse. Der med brændte mandler, hjemmerørt chokolade og bolsjer. Længere henne sælges hjemmelavede sild, smykker, julekugler i glas og rundt om hjørnet ses en bodfuld nisser, tomtar, som de hedder herovre. Mens boderne er svenske, så vælter julepynt af international herkomst ned fra hylderne i parkens butikker sammen med smågaver til Gud og hvermand. Fattig kan man nemt købe sig, men vi tøjler os. Vi haster igennem Laplandsboderne og lover os selv, at vi vil besøge dem efter aftensmaden. Det løfte kan vi ikke holde. For aftensmaden er julebordet på Hamnkrogen i parkens hjørne. Og her fås de sild, man ikke kan opdrive hjemme. Møre, velsmagende, sildesmagende, med dild, med sennep, med kanel og tyttebær (himmelsk), med hvidløg og med alt det, vi kender. Aldrig har sild smagt så godt. Ej heller laks. Ej heller elg, lam og and, mens det varme gris og kål var som ved et vanligt dansk julefrokostbord. Efter to og en halv time, hvoraf den sidste halve gik med fordøjende kaffe og mørke praliner, vaklede vi lykkelige ud i regnen. Bordet koster svarende til ca. 350 kr. per voksen, børn under 15 er gratis. Mange penge, ja, men hvor får man sådan et julebord hjemme? Og at finde det inderst i en svensk rutsjebanepark er da et par kroner værd i sig selv. Juleægte Laplandsboderne frister ikke med hverken det pandebagte hvedebrød eller det røgede renkød. Vi kan ikke mere. De to sønner kan ikke engang fristes ud i nogle af forlystelserne, selv om de med deres 12 og 13 år er med i målgruppen her om aftenen. Om dagen er livet her mest til de små, med karrusel og nissehuse, men skøjtebanen trækker i deres ben. Indtil vi kommer derhen. Regner siler stadig ned, og der står næsten otte centimeter vand overalt på banen. Vi er for magelige og opgiver. Vi havde ellers glædet os til at skøjte til julemusik, men nøjes nu med erindringen om det store show, vi snød os til et kig af, da vi kom ind i parken tidligere på aftenen. I stedet drysser vi glade ned ad bakken og ind mod byen. Hen til hotellet, der venter med dobbeltseng og to opredninger og alle de pakkeposer, vi allerede har høstet i løbet af fredagen. Glade, fordi vi er sammen og har det rart. Glade fordi vi stadig røres af julen. Også selv om vi ikke helt forstår, hvordan et så kunstigt skabt miljø som en forlystelsespark midt i en storby kan gøre fire så autencitetshungrende folk som os til juletumlinger på en sølle regnvejrsaften. For det er vi blevet. Vi, der bor på landet og priser os lykkelige over kigget til skoven, kalken på stuehus og lade, økologisk kød, egne grønsager og vandreferie i telt, er blevet rørt af julens engel, så kommerciel hun end er blevet. Og vi nyder det. Glædelig Jul.