Kaffe mindsker risiko for kræft

CANCER:Kaffesyndere behøver ikke have sort samvittighed på vegne af deres sundhed. Det viser ny japansk forskning omtalt i Tandlægebladet. Ifølge undersøgelsen har kaffedrikkere mindre risiko for at udvikle kræft i mundhulen samt i øre-, næse- og halsområdet. Blandt næsten 40.000 mennesker mellem 40 og 64 år fandt en gruppe japanske forskere over en årrække 157 tilfælde af mundhulekræft eller kræft i øre-, næse- og halsområdet. Efterfølgende undersøgelser viste, at risikoen for at udvikle kræftformerne hang sammen med indtaget af kaffe. Dem, der indtog en kop kaffe eller flere dagligt, havde nemlig halvt så stor risiko for at udvikle kræft i mundhulen eller i øre-, næse-, halsområdet som dem, der ikke drak kaffe. /ritzau/