Kaffebord, Keld og Hilda

Over 400 pensionister fra Aars og omegn fik en god eftermiddag

AARS:Uden for Messecenter Aars stod Kimbrergarden og spillede det bedste, de havde lært. Men pensionisterne i Aars havde mere travlt med at komme indenfor. Dels var der ikke så blæ-sende, og dels ventede der en eftermiddag med masser af gode indslag. Ikke mindst var der mange som glædede sig til musiker-parret Keld og Hilda Heick, der oven i købet nåede op på scenen to gange. - Det er jo populær musik hos vores ældre, og der er mange, som har glædet sig til denne eftermiddag, siger Ole Sommer fra Lion's Club Aars. Sammen med "løverne" var det Aars Kommune, der stod for efterårsfesten, og den bød på meget mere end musik. Foruden Vesthimmerlands Harmonikaorkester var der et stort kaffebord for de omkring 400 deltagere. Desuden bød festen på lotteri og fællessang, hvor man blandt andet sang klassikeren "Jylland Mellem Tvende Have" og Keld Heicks egen "Vi Skal Gå Hånd I Hånd". Det er 15. gang, Lion's Club og Aars Kommune arrangerer fest for de ældre - og nok ikke den sidste.

Forsiden