Aalborg

Kafkask komik

film "Anger management" Den er sort, den er sjov og den er sær - og den kører helt ud over kanten. En meget lille, meget tynd og meget skæv komedie, og en ustyrligt veloplagt en af slagsen. Jack Nicholson er så stor og fylder så meget, når han slipper sig løs, at det må være nærmest umuligt at spille sammen med ham - men det lykkes forbløffende godt for Adam Sandler. Han ser ud som om han angriber den opgave på præcis samme måde, som han i filmen imødegår Jack Nicholsons rolleperson. Det virker. Hvis det er kendetegnende for en god komedie at man griner hørligt cirka en gang i minuttet, så er dette en god komedie. Sandler er en ung mand med en karriere, der er ved at stivne i den daglige kamp med en mellemleder, der tager æren for alle hans bedrifter. Det er frustrerende for ham. At jobbet så består i at designe tøj til overvægtige kælekatte, det tages som en glad selvfølgelighed. En dag i et fly rammes Sandlers karakter af skæbnen: Han kommer i diskussion med stewardessen, og før han ved af det er han lagt i benlås som voldelig passager, flyet vender om, han fængsles og tiltales. Dommen lyder på terapi mod ukontrollerbar vrede, noget han overhovedet ikke lider af - og terapeuten er Jack Nicholson. Som flytter ind hos sin nye patient for at følge ham tæt. Der går komisk Kafka i det - og farcen kommer hurtiget helt op i de høje omdrejninger, og dér bliver den, bare vildere og vildere. Lad mig sige det sådan, at hvis man ikke er til pinlige optrin og grovkornede løjer, så er det nok ikke lige den film, man skal vælge som det årlige biografbesøg. Men er man det, så gør det. Det er ret ustyrligt. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Anger management". USA 2003. Instruktør Peter Segal. En time, 46 minutter. T ill. f. alle. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg.