"Kafkask"

Den tysksprogede forfatter Franz Kafka har skrevet den surrealistiske roman "Processen", der blev udgivet i 1925, året efter forfatterens død. Processen handler om Josef K., som en morgen bliver vækket og arresteret uden at få oplyst, hvad han bliver sigtet for. Bogen beskriver hovedpersonens kamp gennem retssystemet og det utal af ydmygelser og krænkelser, han udsættes for på sin vej gennem et bureaukrati, der i sidste ende dømmer ham til døden. Romanen har lagt grund til tillægsordet "kafkask" om en umulig kamp mod et uigennemskueligt bureaukratisk system. Franz Kafka blev født i en jødisk familie i Prag i 1883, dengang Bøhmens hovedstad i det østrigsk-ungarske dobbeltmonarki. /ritzau/