Kagemand til alle

Elever og lærere på Ullits Skole fejrede, at skolen får lov at beholde sin 7. klasse.

Ida Smith
Eleverne på Ullits Skole var glade for både kagemand, sodavand og byrådets afgørelse om at skolen får lov at beholde sin 7. klasse.
Skolevæsen 1. december 2007 10:37

Der var kagemand og sodavand til samtlige 109 elever og deres lærere på Ullits Skole i går. Det skulle fejres, at en afstemning i byrådet torsdag aften gik imod forslaget om at flytte de mindre skolers 7. klasser til overbygningsskolerne. - Vi har ventet i spænding på den afgørelse. Vi har rystet i bukserne, men inderst inde har vi også troet på, at der ville blive lyttet til vores gode argumenter, siger Anni Gamborg, formand for skolebestyrelsen ved Ullits Skole. Derfor havde skoleleder Lars Kynde en aftale om, at han kunne ringe til Guldbageren i Farsø torsdag aften efter byrådsmødet, uanset tidspunktet, hvis der blev brug for at bestille en kagemand til levering fredag. Og det blev der altså. - Vi er utrolig glade for, at vi nu bevarer vores skole intakt. Det er, som om det er blevet juleaften lidt for tidligt, siger Anni Gamborg. Nu håber hun bare, at beslutningen holder. - Ellers er vi klar til at tage en tørn mere, fastslår skolebestyrelsesformanden raskt. Også på Vester Hornum Skole glæder man sig over forløbet af byrådsmødet, der heller ikke rørte ved de smalle overbygninger. En af de forældre, der har været aktiv for at samle underskrifter mod flytningen af de ældste klasser, er Henrik Petersen. Han siger: - Det er rart, at det bliver bevaret her. Og hvis man skal tage sagen op igen på et tidspunkt, så håber jeg, at forarbejdet bliver bedre. Jeg håber, at man får snakket med lærere, forældre og elever fra de små skoler, og at man ser på, hvilke pædagogiske kvaliteter, der ligger i at have både små og store overbygninger i en kommune. Der er nogle børn, der trives bedst med mindre forhold og trygge rammer. Om skolestrukturen bliver taget op igen i denne byrådsperiode er uvist. Men uanset hvad, så kan man i hvert fald ikke længere nå at ændre noget ved 7. klasserne og de smalle overbygninger til det kommende skoleår.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...