Kaizers på de skrå brædder
Ny cd på gaden, koncert på Skråen om otte dage, og musik til en forestilling på Teater Nordkraft til april.
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:43
Jo, nordjyderne får rig lejlighed til at stifte bekendtskab med norske Kaizers Orchestra i de kommende måneder. Teaterstykket skyldes den norske forfatter Tore Renberg, som for et par år siden lod sig inspirere af Kaizers Orchestras tekstunivers til et teatermanuskript. Stykket med undertitlen "Sonny" havde premiere på Rogaland Teater i Stavanger 11. november sidste år. Og nu er en bearbejdning klar til de jyske scener i Heinrich Christensens instruktion. Han har tidligere sat "Fakiren fra Bilbao" og "Jeppe på Toppen" op på Aalborg Teater. "Maestro" er stykket kommet til at hedde i den danske version, opkaldt efter Kaizers' tredje album. Det er en co-produktion mellem Teater Nordkraft, Svalegangen i Aarhus og Team Teatret i Herning. Der er premiere i Aarhus 1. marts, hvorefter forestillingen flytter til Aalborg med premiere 10. april for at slutte i Herning i maj. Det kunne lyde som en teaterkoncert, men Tore Renberg understreger, at det først og sidst er et selvstændigt teaterstykke med en handling bygget op over teksterne til Kaizers Orchestras tre første albums, "Ompa til du dør", "Evig pint" og "Maestro". De gennemgående figurer er barndomsvennerne Sonny, Vicente og Victoria, som i en verden af krig og mafiatilstande kæmper med og mod hinanden og ikke mindst mod den mystiske Mr. Kaizer. Men stykket indeholder også masser af Kaizer-musik, bearbejdet til lejligheden af bandet selv og leveret live af et fire-mands orkester.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.