Forsikringsvirksomhed

Kakerlakkerne stortrives

Forsikringsselskab og skadedyrsfirma ser voksende problem

KØBENHAVN:Danskernes hang til oversøiske rejsemål og eksotiske fødevarer hos købmanden har en bagside: Det sender antallet af kakerlakker i danske hjem op med ekspresfart. Det er forsikringsselskabet Codan, der på baggrund af sine svenske erfaringer anbefaler danskere, der bor i lejlighed, til at være opmærksomme på spor efter kakerlakker. I Sverige er antallet af anmeldelser steget med 40 procent siden 2004, og i Danmark synes udviklingen at være den samme. Det bekræftes af ISS Skadedyrssikring - der samarbejder med Codan. Her bekræfter afdelingschef Torben Villadsen tendensen. - Vi fører ikke bog over det, men min fornemmelse er klart, at vi rykker ud på kakerlakopgaver nok dobbelt så ofte som for fem år siden. De spreder sig let fra lejlighed til lejlighed. Derfor ser vi ofte hele boligkarreer blive forurenet, når de ubudne gæster først har fået foden indenfor et sted, siger Torben Villadsen i en pressemeddelelse. Kakerlakker er flittige til at yngle. Fem hunner øger bestanden med 200 nye kakerlakker hver femte uge. /ritzau/