Kaktus kan punktere tømmermændene

Pille kan mindske ubehaget efter en våd bytur

NORDJYLLAND:Kvalmen er overvældende. Kraniet føles som om et sjak polske håndværkerer i gang med en ombygning. Sådan er det dagen efter en hyggelig aften, hvor der måske røg lidt for mange våde varer indenbords. Men nu er der måske en kur, som kan jage tømmermændene på flugt. En mosgrøn pille, der indeholder et ekstrakt fra en særlig mexicansk kaktus og sælges i håndkøb, kan forebygge straffen fra alkoholen. Hvis man altså husker at sluge tre af slagsen før og efter en bytur. - Vi har et stort salg i Aalborg. Ikke mindst i de butikker omkring Jomfru Ane Gade. Nordmændene er også begyndt at købe pillerne med hjem, fortæller Torben Dhalvad, som er direktør for en internetbutik, der forhandler pillen i Danmark. Betændelse i hjernen Effekten af kaktus-ekstraktet er undersøgt i et klinisk forsøg, som er beskrevet i et medicinsk fagblad. Teorien er, at hovedpine og kvalme fra tømmermænd skyldes urenheder og biprodukter fra alkoholen. De forårsager en slags betændelse i hjernen med en væskeophobning. - Det lyder rigtigt nok. Men det vil kun kunne mildne tømmermændene, siger overlæge Finn Zierau, som arbejder på alkoholenheden på Bispebjerg Hospital i København. Han har gransket undersøgelsen, der konkluderer, at pillen havde en effekt - men vel at mærke en beskeden en på testpersonerne. Finn Zierau vil ikke afvise produktet, hvis teori han finder interessant, da det drejer sig om at lave en forebyggende effekt. - Men mig bekendt har man ikke lavet et tilsvarende forsøg, hvor man undersøgte virkningen, hvis man forbehandlede med kodimagnyler. Det kunne måske vise sig, at give samme resultat som kaktus-pillen, siger Finn Zierua. Moralske tømmermænd Alice Thaarup, som er misbrugskonsulent i Nordjyllands Amt, har ikke før hørt om kaktuspillerne, som hun finder ret pudsige. - Jeg har ikke nogen skrupler over for sådan et produkt. Hvis det kan hjælpe nogen dagen efter så fint, mener hun. Fandtes der vitterligt en pille, som kunne yde en 100 procents garanti imod tømmermænd, ville Alice Thaarup derfor ikke grue for, at den ville tilskynde til øget alkoholindtag. - Det største problem er jo de åndssvage ting, som man kan gøre mod sine omgivelser, hvis man har drukket. De moralske tømmermænd er nok værre end de fysiske. Hvis det var en pille imod skader på leveren eller til at styre sin rus, ville jeg være bekymret, siger Alice Thaarup. Nordjyske har testet pillen på en række studerende. Læs hvordan det gik andetsteds på denne side.