Kalborg: BIF i farezonen uden Krohn-Dehli

DR-kommentatoren forudser en sæson i bunden af Superligaen, hvis Brøndby sælger Michael Krohn-Dehli.

Kalborg: BIF i farezonen uden Krohn-Dehli

Hvis Brøndby sælger holdets stjerne Michael Krohn-Dehli denne sommer, så er klubben ifølge DR-kommentator Jan Kalborg i fare for at rykke ud af Superligaen i den forestående sæson.

Krohn-Dehli, der har et år tilbage af sin kontrakt, er efter EM blevet et varmt emne i udlandet.

- Brøndby risikerer at komme i nedrykningsfare, hvis de mister Krohn-Dehli. Og jeg tror, han bliver solgt, siger Jan Kalborg.

- Uden Krohn-Dehli er Brøndby i en helt anden forfatning, for jeg ved ikke, hvem der skal ind og styre dem. De unge spillere, Brøndby har, er slet ikke dygtige nok til at hive holdet op på en 5.-6.-plads, som er målsætningen, mener han.

Jan Kalborg peger også på, at Brøndby ikke formåede at indgå en forlængelse med Mike Jensen, der er væk senest ved årsskiftet. Det gør Brøndby ekstra sårbare.

- Jeg kan ikke se, at Brøndby er stærkere end oprykkerne fra Randers FC og Esbjerg. Uden Michael Krohn-Dehli kommer Brøndby til at kigge mere ned ad i tabellen end op, siger Kalborg.

DR-kommentatoren mener, at der er to forhold, der taler for et brud mellem Brøndby og den stærke offensivspiller.

- Han har et år tilbage af sin kontrakt, og det er nu, at Brøndby har mulighed for at lave lidt penge, selv om han er delvist ejet af Ajax.

- Det er også nu, at Krohn-Dehli skal profitere af sit flotte EM.

- Han skal smede nu, og det ved hans agenter også. Venter han et halvt år, kan der ske så meget - han kan blive skadet og så videre, siger Jan Kalborg, der ikke mener, at Brøndby har pengene til at hente en erstatning af samme kaliber.

Brøndby åbner superligasæsonen søndag den 15. juli hjemme mod OB.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.