Kald det ihærdighed

Ingen over og ingen ved siden af "Kald det kærlighed" fra 1986. Sådan er det for sangeren, sangskriveren, arrangøren, violinisten, guitaristen, krumhorns-betvingeren, alt i alt spillemanden Lars Lilholt, født 14. marts 1953 og vel nok det tætteste, vi i vore dage kommer på en omrejsende skillingsvisesanger. Vel at mærke af den absolut moderne slags, der måske nok arbejder videre på ældgamle folkemelodier, men som ikke virker fremmed over for nogen som helst form for musikalsk stilart. Han spiller violin som ingen har gjort det siden den legendariske spillemandsfigur (og forbilledet) Evald Thomsen. Og så har han været storyteller længe før, der er blevet sat moderne betegnelse på den slags. Musikken er flydt i en jævn strøm gennem Lars Lilholts tilværelse, siden han var meget ung og oplevede sine følsomme - og ofte omtalte - ungdomsår i Aalborg. Sin debut fik han sidst i 60'erne for i begyndelsen af 70'erne at slå ind på den traditionelle folkemusik, i første omgang i gruppen Kræn Bysted, som han supplerede med andre bands som Halgrim, Arfolk og Trio Treo. Sin første plade efter Kræn Bysted-tiden, "Og fanden dukked' op og sagde ja!", udgav han i 1982. Siden er det kun gået støt frem- og opad for Lars Lilholt og hans mindst lige så musikalske søskende, Kristian på keyboards og Tina på fløjte, suppleret af Gert Vincent på guitar og Tom Bilde på bas. Hos Lars Lilholt med og uden band har "hemmeligheden" altid bestået i at blande traditionel dansk folkemusik med britisk folkrock (her og der har Jethro Tull bestemt ikke levet forgæves) og renæssancemusik med en stadig hårdere rock- og til tider såmænd også disco-puls. Eller direkte bastant hamrende trommer som i bandets store udstyrsnummer som led i de årlige 50-60 udendørs koncerter, déraf gruppens selvvalgte kælenavn som "De lyse nætters orkester". Ikke blot regnes Lars Lilholt Band for landets mest disciplinerede - de er også blandt de mest ihærdige; hvor andre godt kan finde på at ligge over et års tid eller to, er bandet på banen hver eneste sommer. På den helt store tur. Og live har bandet da også stået klart stærkere end på pladefronten - frem til netop "Kald det kærlighed", der ikke rigtigt fængede i første udgave, på "Portland" i 1986, men som til gengæld er rykket rent igennem siden live-pladen "Kontakt" i 1990 for i dag at blive regnet for Danmarks næstbedste populærmelodi til alle tider. Kun overgået af Gasolin's "Kvinde min". I dag er Lars Lilholt yderst tilfreds med "Kald det kærlighed". Dels luner han sig ved tanken om, at den på sin egen bagvendte måde får sagt noget om, hvad kærlighed kan være. Dels lægger han ikke skjul på, at indtægterne fra sangen i høj grad har været med til at finansiere hans nuværende hjem i Ry. Og Lars Lilholt slapper ikke af. Dels skriver han fra nu af i NORDJYSKE Stiftstidende. Dels nedkommer han og bandet mandag 8. november med "Den 7. dag", med 11 sange, hvoraf hele otte for længst er blevet luftet på årets sommerturné, mens fire har været udsendt som single.