Kald dog ikke de ældre en byrde

Ældremobiliseringen i Nordjylland går i rette med Frederikshavns politikere

Nytårsaftensdag kunne man i denne avis læse følgende citat af Frederikshavns nye borgmester: ”Ældebyrden truer med at udvikle sig til ældrebombe” Når man tænker tilbage på den måde konstitueringsforhandlingerne forløb i Frederikshavn, bør man vel ikke undre sig, men alligevel må de mange ældre, der har stemt på borgmesteren, hans parti eller et af de partier, der satte ham i borgmesterstolen vel sidde tilbage med en underlig smag i munden. Der er nu gået 11 dage siden udtalelsen blev bragt, der har været rigelig mulighed for at tage afstand fra den eller beklage, at man var blevet fejlciteret. Men nej det har ingen følt anledning til! Det er de ældre generationer, der gennem mange års skattebetaling og deltagelse i demokratiet har skabt et samfund, hvor alle har tilbud om uddannelser, institutioner med videre. Hvorfor ikke tale om patientbyrden for folk, der er på hospitalet eller bondebyrden for de der får store EU tilskud for at overleve? Eller hvorfor ikke lade være med at marginalisere nogen gruppe og i stedet opføre sig ordentligt? Og truslen om ældrebombe rammer den os, når borgmesteren går på pension den 6. januar 2025? Rammer den måske før og hvem eller hvad udløser den? Som det blev dokumenteret af Ugebrevet A4, taber de svageste økonomisk terræn. De seneste 10 år er der sket en reallønsfremgang for borgere i job med 15 pct.. Borgere på overførselsindkomst har kun oplevet en fremgang på 5 pct. Det har skabt en stor gruppe ældre, der har svært ved at have råd til de mest dagligdags ting. Men nu får de en nytårsgave af Frederikshavn Kommune, maden stiger med 22 pct. Naturligvis kommer der så en politiker farende ud og forklarer, at det er man sandelig nødt til. Jaså, hvornår har vi sidst oplevet at en ydelse pludselig skal stige med 22 pct. og hvorfor glemte man lige at fortælle det i valgkampen?