EMNER

Kam til Foghs hår

Helle Thorning-Schmidt tvinger Fogh på banen

KØBENHAVN:I årevis har socialdemokratisk partipropaganda hamret løs med slogans som "det er dem" eller "det er os". Især Poul Nyrup Rasmussen messede om "dem" og "os" for at markere forskellen mellem socialdemokrater og de borgerlige partier. Helle Thorning-Schmidt har i ord og fremtoning ændret de to små ord fra flertal til ental. Nu er det populært sagt "ham" eller "mig". Næste folketingsvalg bliver ikke et valg mellem "dem" og "os", men mellem hende og Anders Fogh Rasmussen. Hun bruger ordet "jeg" mindst lige så tit som ordet "socialdemokraterne". Med god grund, fordi hun er valgt som partiformand ikke på grund af efterløn eller folkepension, men fordi et flertal af medlemmerne gav hende ret: "Jeg kan slå Anders Fogh". Hvis nogle allerede var træt af præsidentduel under den seneste valgkamp, så er der ingen trøst at hente i det socialdemokratiske formandsskifte. Næste folketingsvalg bliver et hidtil uset personvalg mellem to statsministernavne. Men det bliver også anderledes. Vi slipper for de store hal-baller med skrigende supportere fra partiernes ungdomsorganisationer. Fogh skal ikke ud i den form for valgkonfrontation med den nye S-formand Allerede her onsdag morgen begyndte duellen. Statsministeren var vært for den nye S-formand med morgenkaffe og en times politisk snak. Det bliver Foghs reaktion, som interesserer journalister og tv-fotografer. Hvordan tackler han sin nye hovedmodstander? Rådvildhed Allerede statsministerens første lykønskning forrige tirsdag aften få minutter efter det offentliggjorte socialdemokratiske valgresultat afslørede en vis rådvildhed. Her stod den politiker, der mere end nogen anden har prøvet at flytte sin valgkamp og sine slogans væk fra Christiansborg og gøre politik ikke kun til et spørgsmål om holdninger, men også om personlige værdier som troværdighed, løfter og handlekraft, og bød Helle Thorning-Schmidt velkommen med et håb om, at det nu blev lettere med brede forlig på Christiansborg. Fogh har fået kam til sit begyndende grånende hår. Helle Thorning-Schmidt tvinger ham på banen med en anden strategi end den, der var god nok til at banke først Poul Nyrup Rasmussen og siden Mogens Lykketoft af banen. Det bliver ikke nemt. For første gang er Fogh oppe mod en modkandidat, der ikke bare er yngre end ham selv, men også har nyhedens interesse. Og selve den omstændighed, at Helle Thorning-Schmidt med langt større sandsynlighed end én Marianne Jelved kan blive Danmarks første kvindelige statsminister, er en fortælling, som Fogh får sit bøvl med. Fokus-grupper Alt det ved statsministeren naturligvis godt. Venstre har formentlig allerede bænket fokusgrupper og mediestrateger for at lægge den rigtige modplan mod det socialdemokratiske stjerneskud. Det er ikke sådan, at regeringspartierne og statsministeren giver slaget tabt på forhånd. Thorning-Schmidts første uge har dog ikke gjort det nemmere. Fogh og hans strateger har givetvis håbet på spørgsmålstegn ved den nye formands lederevner og manglende poliske erfaring og Christiansborgsk rutine. Forrige tirsdag var et logisk spørgsmål, om man kunne forestille sig Helle Thorning-Schmidt sætte Chirac stolen for døren under en natlig EU-forhandling. I dag efter en uges oprydning hos socialdemokraterne, nye ordførere og en fløjkrig på "stand by" er svaret vel nærmest, at det kan man godt.. Først og fremmest vil statsministeren være tålmodig. Han ved, at scenen er Helle Thorning-Schmidts gennem de næste mange måneder. Hun vil kunne gå på vandet og meningsmålingerne vil være med socialdemokraterne. Lige nu må den succesombruste S-formand føle, at hun er elsket. Af sit parti, medierne og vælgerne. Men "folkets gunst er idel dunst", som der står skrevet på væggen ved indgangen til folketingssalen. En dag bliver det også hverdag for Helle Thorning-Schmidt. Fogh har tid til at vente så længe.