Retspolitik

Kamera fælder den første

En ung mand, der slog ud efter tilfældige personer ved en taxaholdeplads, er blevet den første, der blev afsløret af et af de kameraer, som Nordjyllands Politi har sat op i og omkring Jomfru Ane Gade.

Danmarks første forsøg med politi-overvågning af et helt byområde med videokameraer har ført til den første anholdelse. En ung mand slog ud efter tilfældige med burger og cola i hænderne ved en taxaholdeplads, og blev afsløret af et af de 16 videokameraer, Nordjyllands Politi har sat op i Jomfru Ane Gade og enkelte tilstødende gader. - Videooptagelsen førte til en identifikation af manden.Han blev anholdt og er nu sigtet for gadeuorden, fortæller lederen af pilotprojektet, vicepolitikommissær Søren Jensen fra Afdelingen for Operativ Planlægning og analyse under Nordjyllands Politi, OPA. En verserende sag om tyveri i Jomfru Ane Gade kunne blive den næste, der bliver dokumenteret af et videokamera, men leder Søren Jensen understreger, at forsøget på fuld styrke kun er et par uger gammelt, og at det er alt for tidligt at drage konklusioner. - Rutinerne er endnu ikke fuldt implementeret, og der kan sagtens ligge endnu flere sager, hvor videoovervågning viser sig at have hjulpet efterforskningen, men ikke er blevet registreret. Politiets video-central er ikke fast bemandet, og som hovedregel bliver optagelser kun gennemset i tilfælde af en anmeldelse. - Og når vi har brug for at vurdere behovet for politiets tilstedeværelse, siger Søren Jensen. - På den måde kan video-overvågningen være med til at spare politi-ressourcer. Omvendt kan overvågningen føre til, at vi opdager mere, kan dokumentere mere, og derfor får mere travlt. Lederen af landets første politi-forsøg med videoovervågning af et helt byområde regner med, at der går nogle måneder, inden Nordjyllands Politi føler sig på nogenlunde sikker grund til at drage de første konklusioner. - Først da er vi rustet til en vurdering af videoovervågningens effekt på forebyggelse, kriminalitets-bekæmpelse og forbrug af ressourcer. Nordjyllands Politi pressede på for at få indført overvågning som konsekvens af knivdrabet på den 21-årige William Lennon Davis i april sidste år, hvor den unge mand blev dolket 12 gange.