EMNER

Kameraets øje skal fange drømmen

Selv om Bent Bundgaard runder de 65 år, så vil han det samme, som da han var 10

SEJLFLOD:Bent Bundgaard sidder som 10 år gammel på en restaurant sammen med sin far. Han kigger koncentreret på parret over for. - De er ikke gift, siger han til sin far. Faderen undrer sig. Men Bent kan se det i deres ansigter. Allerede dengang fandt han fascination i at iagttage andre folk. Han ville være fotograf. Tiden går Men nu skruer vi tiden 55 år frem. I morgen fylder Bent Bundgaard 65 år. - Jeg gik på førtidspension for fem år siden. Men min kone mener bestemt ikke, at jeg har fået mere tid og ro. Ud over sit arbejde som underviser har han altid haft mange bolde i luften. - Jeg tror ikke, at jeg bare kan sidde hjemme i en stol. Men jeg vil skrue ned for blusset, siger Bent Bundgaard, der som pensionist har mere travlt end nogensinde før. Efter kommunalvalget til efteråret stopper han som politiker i Sejlflod Kommune. - Jeg er ved at være træt at at sætte mig ind i dagsordener, og derfor stopper jeg. Drengedrømmen lever Bent Bundgaard blev trods sin tidlige drengedrøm aldrig fotograf. - Men den drøm opgiver jeg aldrig. Jeg har altid ønsket at blive fotograf, men dengang jeg var ung, var det bedst at få en håndværksmæssig uddannelse. Ambitionen er ikke at blive god til at fotografere kunstnere, skuespillere eller politikere. - Jeg vil skildre ganske almindelige mennesker som portrætfotograf. Det fascinerer mig, at jeg kan afsløre et helt menneskeliv gennem ansigtet. Siden Bent Bundgaard i 1957 fik sit første kamera, har han taget billeder og lavet portrætter af blandt andet lokale personligheder, men det har kun været som en hobby. - Det, jeg har gjort indtil nu, er stadier på vejen til at virkeliggøre min drøm. Men jeg vil gerne have mere tid til at dyrke det, så jeg kan blive en habil portrætfotograf. Om jeg nogen sinde fanger min drøm gennem kameraets øje, det må fremtiden vise. I morgen bliver Bent Bundgaards 65 års fødselsdag fejret med en reception på Klarup Kro.