Sæby

Kamilla vil sælge blomsterbuketter i cyber-space

SÆBY:Hvis man skal klare sig som blomsterdekoratør i fremtiden, er grønne fingre ikke nok. Man skal også have sans for moderne informationsteknologi. Det mener Kamilla Krøgh Thomsen, der i disse dage knokler med sin svendeprøve i blomsterbutikken Frk. Grøn. Kernen i projektet er en ny hjemmeside for butikken. En side, hvor man i ro og mag kan sammensætte og købe blomsterbuketter, som butikken siden kører ud med. Betalingen sker ved udsendelse af et ganske almindeligt girokort. Kamilla Krøgh Thomsen mener nemlig ikke, at folk er helt trygge ved at betale over nettet. - Projektet handler i bund og grund om moderne markedsføring. Jeg har interviewet folk på Sæby Torv for at høre, om de er åbne for at handle over internettet, jeg har besøgt erhvervskunder for at informere om det nye tilbud og kontaktet pressen, fortæller blomsterpigen. Hjemmesiden, der har adressen www.frkgron.dk, er lavet af sæbynitten Kenneth Rödding. - Jeg skal lave en 20 siders rapport, hvor jeg beskriver projektet i enkeltheder. Målet er, at 15 procent af omsætningen kommer ind via internettet, siger Kamilla Krøgh Thomsen. Det er rapporten, der vejer tungest, når hun skal forsvare sin svendeprøve i oktober. Hun skal dog også binde en buket for at vise, at det håndværksmæssige er i orden. P.t. kan man "kun" bestille buketter på hjemmesiden, der dog inden længe vil blive udbygget med mange andre tilbud.