Skolevæsen

Kammeraterne klappede af Kenneth

For første gang har Hobro Produktionshøjskole selv uddannet en EGU-elev. Det blev fejret med reception

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kenneth Jensen har under sin uddannelse lært, at en smule matematik og teori er nødvendig for at kunne arbejde med stålet.

HOBRO:Der var stearinlys på bordet og vin i glassene, da Hobro Produktionshøjskole i går holdt reception. Anledningen var hverken jubilæum eller fødselsdag - nej, derimod var det en af skolens elever, der var midtpunkt for klapsalver og taler. 18-årige Kenneth Jensen er nemlig den første, der gennem Hobro Produktionshøjskole får en toårig erhvervsgrunduddannelse - en såkaldt EGU. Tidligere har kommunen "købt" skolen til at uddanne EGU-elever, men i de sidste par år har skolen altså selv stået for forløbet. Og det blev fejret. - Jeg troede bare, at jeg skulle op at hente mit eksamensbevis på fem minutter, sagde en overrasket Kenneth Jensen, der slet ikke var forberedt på, at han skulle hyldes. Han spærrede derfor øjnene noget op, da familien, skolelederne og ikke mindst kammeraterne stod klar til at modtage ham. - Det er lidt flovt. Jeg er ikke vant til sådan noget, og jeg kommer helt til at ryste. Men jeg er da rigtig glad for, at de har gjort så meget ud af det, sagde dagens hovedperson, der var iført sin grå arbejdsdragt fra DS Stålproduktion i Hobro. Her har Kenneth Jensen været elev under sin toårige uddannelse. I 20 af ugerne har han modtaget teoretisk undervisning på produktionshøjskolen, hvor han har fået kurser tilpasset netop sit behov. - Kenneth havde for eksempel svært ved at læse nogle af de tegninger, han skulle bruge i arbejdet, og så lavede vi et kursus i det, forklarer Hanne Christensen, der er vejleder for EGU-eleverne på Hobro Produktionshøjskole. En solstrålehistorie EGU-forløbet er en mulighed for dem, der har svært ved det boglige og er bedre til det praktiske. - Jeg var ikke så god i folkeskolen og gik ud midt i 9. klasse. Jeg pjækkede tit, og selvom jeg fik meget hjælp, kunne jeg ikke rigtig bruge hjælpen til noget. Det er først de sidste par år, jeg føler, at jeg har lært noget, sagde Kenneth Jensen. Der var da også masser af ros til den unge mand ved gårsdagens reception. - Som Niels Hausgaard ville sige det, er du udpræget praktisk begavet. Det har knebet lidt med det teoretiske, og vi to har haft vores kampe med matematikken, for ham Pythagoras var en skidt græker. Men du har været god og stabil, lød det fra Niels Peter Christoffersen, der er leder af smedeværkstedet på Hobro Produktionshøjskole. Vejleder Hanne Christensen supplerede: - Vi synes, du er en rigtig solstrålehistorie. Kenneth Jensen takkede alle de fremmødte og gav et par gode råd videre til sine skolekammerater: - Det har været hårdt, og jeg har tit bidt i det sure æble. Der har både været gode og dårlige dage, men det handler bare om at klø på. Udover selve beviset på den gennemførte EGU fik Kenneth Jensen også gaver - blandt andet en rød rose og et armbåndsur med skolens logo. Den vigtigste belønning er dog nok, at DS Stålproduktion nu har valgt at ansætte Kenneth Jensen fast.