Kamp for Nordjyllands overlevelse

Da en flok folketingsmænd, overvejende fra jyske valgkredse, satte sig for at få etableret motorveje i Vendsyssel, var det på et strengt sagligt grundlag. Det fastholder en af spillets deltagere, den tidligere konservative folketingsmand Niels Ahlmann-Ohlsen, Aalborg. - Alt det der med den jyske trafikmafia, som ville have motorveje for enhver pris, betragter jeg som en myte. Der stod virkelig store ting på spil. Vi kunne jo se, hvorledes udviklingen tordnede af sted omkring hovedstaden. Alle de store projekter: Nye motorveje, Ørestad, Øresundsbro, metro og måske længere ude i horisonten en bro over Femer Bælt truede med at skævvride Danmark, så Jylland blev forvandlet til en slags blindtarm på Tyskland, siger Ahlmann-Ohlsen. Gruppen af jyske folketingsmænd var enige om, at planerne om en Storebæltsbro ikke var et projekt, der overhovedet kunne gavne Nordjylland. Og de kunne se, hvorledes den tunge trafik mellem hovedstadsområdet og Tyskland via Fugleflugtslinien kom af sted ad splinternye motorveje ned over Falster og Lolland, mens den langt større trafik af tunge lastvogne fra færgehavnene i Frederikshavn og Hirtshals måtte snegle sig af sted på snoede småveje. Den tidligere trafikminister Arne Melchiors udtalelse i Aalborg om et udvalgsarbejde om "højklassede veje" i Vendsyssel, altså motorveje eller motortrafikveje, måtte forvandles til realiteter. - Vi vidste jo, at samfundets udvikling altid opfører sig sådan, at hvis den er negativ, er den først og mest negativ oppe hos os, og når den er positiv, er det os, der mærker det senest. Og på det tidspunkt var der drøn på den i Østdanmark., siger Ahlmann-Ohlsen Gruppen af nordjyske politikere, som i de næsten 20 år, der siden er forløbet, har været kaldt den nordjyske trafikmafia, brugte et helt andet udtryk om sig selv: Elmquist-udvalget. Det havde sin helt særlige årsag. Medlemmerne talte overvejende socialdemokrater og konservative, mens venstrefløjen vendte sig bort i afsky. Hos Venstre, som på det tidspunkt også var modstandere af en Storebæltsforbindelse, var man mere lorne, og derfor blev den daværende venstremand Bjørn Elmquist, som var opstillet og valgt i Aalborg Nord, inviteret til at være medlem af det højst uofficielle udvalg, som endda blev opkaldt efter ham. Så havde man ligesom en lille smule snor i Venstre. Udvalget med nordjyden Knud Østergaard (K), som siden blev trafikminister i VKR-regeringen blandt medlemmerne, lagde stor vægt på at lade sig inspirere af befolkningen og lokalpolitikerne i Vendsyssel for at få vægt bag argumenterne. Det var borgmestrene i Hjørring, Brønderslev, Hirtshals og Løkken-Vrå kommuner, som først havde været ude med en opfordring til de konservative om at nedsætte en komite, der skulle arbejde for en undersøgelse af hele vejnettet i Vendsyssel. Og det var de samme borgmestre, som med Knud Størup fra Hirtshals i spidsen argumenterede så kraftigt på stormødet i Aalborghallen 23, september 1985, at trafikminister Arne Melchior bukkede under for presset og kom med sit helt uventede tilsagn. Niels Ahlmann-Ohlsen fortæller, at i begyndelsen var han og socialdemokraten Jens Risgaard Knudsen som ild og vand. Lige bortset fra deres fælles intense ønske om at få en udvikling i gang i Nordjylland. Men der voksede et tæt venskab op mellem de to politiske modstandere, da de indledte en fælles foredragsturne rundt i landet under titlen "Magten tilbage til de Folkevalgte". De mente, at Danmark var på vej til at blive styret af embedsmænd i stedet for af politikerne på Christiansborg og i kommunerne. Jens Risgaard Knudsen, der aldrig fik en politisk modstander, som ikke også ville betegne ham som en hædersmand, døde i 1997. Ahlmann-Ohlsen fortæller, at da han og den daværende konservative leder Hans Engell skulle tale ved et møde i Nordjylland, måtte de først forbi socialdemokraten Risgaard Knudsens gravsted og lægge en blomst. Selv om det var Vendsyssel, som var hovedsagen for Elmquist-udvalget, var det Storebæltsforbindelsen, som var det egentlige omdrejningspunkt for det store spil. Det blev bl.a. illustreret af den daværende direktør i Institut for Grænseforskning, Nils Groes, som mente, at en Storebæltsbro ikke kunne få positiv betydning for nordjysk beskæftigelse og økonomi. Hvis det blev en betalingsforbindelse, ville lastbiltrafikken via færgehavnene efter hans beregninger falde med 25 pct, og blev det gratis at passere Storebælt, kunne konsekvensen meget vel være, at alle Kattegatruterne kom i fare, fordi det ikke kunne betale sig for vognmændene at bruge dem. Historien har ofte været fortalt således, at et flertal i Folketinget ville have en storebæltsforbindelse, men at flokken i Elmquistudvalget sørgede for, at det blev en plat studehandel, hvor betingelsen for et ja var, at nordjyderne fik deres motorveje. Men det var meget mere end en nordjysk studehandel. Schlüter-regeringen og socialdemokraterne i oppositionen arbejdede sammen med svenske - socialdemokratisk dominerede - interesser om en storstilet plan for, hvorledes fremtidens trafik- og erhvervsmæssige forbindelse mellem de skandinaviske lande og Mellemeuropa skulle opbygges. At Murens fald og omvæltningerne i Øst lå lige forude og skulle åbne nye muligheder, anede man naturligvis ikke. Planen omfattede både en Øresundsforbindelse og en Femer Bælt forbindelse, og skulle Danmark ikke flækkes på langs, kunne den naturligvis ikke gennemføres uden at blive kombineret med en forbindelse over Storebælt. I hele den storslåede plan handlede det måske om småpenge at give nordjyderne de vejforbindelser, de ønskede. I et interview i 1996, gengivet i Henrik Bredmose Simonsens bog om motorvejene i Vendsyssel, fremhævede Jens Risgaard Knudsen den rolle, som partifællen Svend Auken kom til at spille, selv om han ikke var med i Elmquist-udvalget. Han var jo opstillet i Århus og hørte ikke rigtigt med. Men han havde blik for den risiko, der var forbundet med en massiv nordjysk modstand, og han arbejdede ihærdigt for, at Storebæltsforliget kom til at omfatte en paragraf om det nordjyske område. Risgaard Knudsen udtalte sig på denne måde: - Når Auken var så stærkt optaget af at få en jysk paragraf, så tror jeg, det var, fordi han ikke ville have mig gående i politisk løsdrift på det tidspunkt, og slet ikke sammen med de andre nordjyske folketingsmedlemmer. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at havde vi ikke fået den indrømmelse til en færdiggørelse af motorvejsnettet i Nordjylland og dermed til en udbygning af motorvejsnettet i Nordjylland, så var der kommet nordjysk modstand mod en fast forbindelse ved Storebælt, og hvad det kunne have resulteret i, er der jo ingen i dag, der med sikkerhed kan ytre sig om. Risgaard talte altid som et cirkulære. Så var han, i modsætning til studehandlere, sikker på ikke at blive misforstået.