Kamp i gang om Grønlands fiskeri

Presserende behov for liberalisering, privatisering og fremmed kapital, mener Grønlands arbejdsgivere

FOR SMÅT og for gammelt lyder det, når Grønlands Arbejdsgiverforening beskriver den store grønlandske kystfiskerflåde. Foreningen kæmper for stordrift med få moderne fabriksfartøjer, adgang for fremmede - og udenlandske investorer. Kun det vil sikre samfundet optimal indtægt fra fiskeriet i fremtiden, mener foreningens direktør Henrik Leth.

FOR SMÅT og for gammelt lyder det, når Grønlands Arbejdsgiverforening beskriver den store grønlandske kystfiskerflåde. Foreningen kæmper for stordrift med få moderne fabriksfartøjer, adgang for fremmede - og udenlandske investorer. Kun det vil sikre samfundet optimal indtægt fra fiskeriet i fremtiden, mener foreningens direktør Henrik Leth.

AALBORG:En kamp om Grønlands fiskeressourcer er i gang. Grønlands Arbejdsgiverforening arbejder for en privatisering af den samfundsejede fiskerikoncern Royal Greenland A/S, der i dag tegner sig for hovedparten af grønlandsk fiskeindustri, og foreningen ønsker at åbne for udenlandsk ejerskab til fiskefartøjer og -rettigheder. - En liberalisering af adgangen til at investere i det grønlandske fiskerierhverv er helt nødvendig, hvis erhvervet skal overleve, fastslår arbejdsgiverforeningens direktør Henrik Leth. Han talte i Aalborg i denne uge på en konference, arrangeret af Dansk Fødevare Forum, om udviklingen af Nordatlantens Fiskeressourcer. - En privatisering af Royal Greenland vil tilføre hele det grønlandske fiskerierhverv en dynamik, som det politiske ejerskab umuliggør. Der er ganske enkelt en modsætning mellem en langsigtet forretningsmæssig strategi og politiske valg hvert fjerde år - eller oftere, sagde han. Henrik Leth sad i direktionen for Royal Greenland i syv år. - I den tid havde vi fem forskellige bestyrelser, sjældent valgt ud fra deres faglige kvalifikationer, bemærkede han. Slip markedskræfterne løs Efter Henrik Leths overbevisning er der store - og nødvendige - samfundsmæssige gevinster at hente, hvis de grønlandske politikere tør slippe markedskræfterne løs. - Vejen er vist, mener han, i det udenskærs rejefiskeri, der i dag drives med store, moderne fabrikstrawlere. I 1990 åbnede ny lovgivning for en overgang fra politisk fastsatte kvoter til et system med individuelle, omsættelige kvoter, d.v.s. at fiskerettighederne kan handles. - Det betød, at erhvervet i stort omfang selv kunne finansiere en nødvendig strukturtilpasning. I 1990 havde vi 54 fartøjer, der fangede 40.000 ton rejer. I dag har vi otte fartøjer, der fanger 70.000 ton. Det kystnære fiskeri er derimod truet på sin eksistens. Fartøjerne er for små og for gamle, kan ikke tjene penge nok, og mange er i fare for at gå konkurs. Det er nødvendigt med samme vilkår som det udenskærs, mente Henrik Leth. Han ved godt, at det er politisk ømtåleligt, for flere fabriksfartøjer koster på kort sigt arbejdspladser i land. - Men det er en nødvendig tilpasning, hvis det ikke skal koste langt flere arbejdspladser, fordi en del af det grønlandske fiskerierhverv ødelægges helt, mener han. Også det kystnære fiskeri efter hellefisk skal rationaliseres med færre fabrikker og større fartøjer - samt indførelsen af omsættelige kvoter, mener han. Grønland kan miste flåden Et påtrængende behov for generationsskifte i det havgående fiskeri forstærker efter arbejdsgiverforeningens analyse yderligere behovet for liberalisering af fiskeripolitikken. Alternativet er, at Grønland risikerer at miste sin moderne fabriksflåde. - Der er ganske enkelt ikke penge nok i Grønland til at købe rederierne. Det samlede finansieringsbehov, inklusive Royal Greenlands rederi, er på halvanden-to milliarder kroner. Aktiverne alene i de fem private rederier skal sælges for mindst 500 mio. kr., for ellers vil det være mere lukrativt at sælge fartøjerne ud af landet uden fiskerettigheder og så likvidere rederierne. Men det grønlandske samfund har en interesse i at bevare flest mulige arbejdspladser og indtægter fra fiskeriet i Grønland, samlet 300 millioner kroner i direkte og afledte skatter og afgifter. Det er kun muligt, hvis man er villig til at liberalisere adgangen til at investere i det grønlandske fiskerierhverv og give adgang for fremmed kapital - og for den grønlandske befolkning selv, bl.a. pensionssparerne, fastslog han. Henrik Leth drog parallelen til minedrift og oliesektoren. - Her rejser det nye selvstyre verden rundt for at tiltrække investorer, men det er ikke rimeligt at betragte fiskerierhvervet og råstofsektoren under vidt forskellige synsvinkler, sagde han.