EMNER

Kamp mod måltider i røgtåger

NORDJYLLAND:Folk, der ikke gider siddet hyllet ind i tobakståger, når de er ude at spise en god middag, har for få valgmuligheder, hvis de vil undgå røgen. Både Sundhedsstyrelsen og Horesta - Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets organisation - mener, at landets restauranter og hoteller er for langsomme til at tilbyde deres kunder specielle ryger- og ikke-ryger-afdelinger. Derfor vil de to parter nu gøre en fælles indsats og bruge et sekscifret beløb for at få flere restauranter og hoteller til at indrette sig, så folk har et reelt valg mellem, om de vil sidde i røg eller ej. - Det er tydeligt at mærke, at kunderne i stigende grad gerne vil have et valg, og en undersøgelse som blev lavet for bl.a. Sundhedsstyrelsen i december, viste da også, at 83 procent af de adspurgte foretrak, at man på restauranter og cafeer kan vælge en afdeling uden røg, forklarer miljøchef Torben Kaas fra Horesta. Kun 200 ud af omkring 3800 mulige restauranter og hoteller har tilmeldt sig Sundhedsstyrelsens og Horestas "frit valg-ordning". Den omfatter bl.a. hjemmesiden www.fritvalg.info, hvor folk kan se, hvor de kan gå ud at spise uden at få røg i hovedet eller gerne må tænde fyrtøjet. - På en restaurant med otte eller ti borde kan det rent praktisk være svært at indrette sig. Men det vil vi også hjælpe med, så der bliver fundet en løsning, siger Torben Kaas.