Kamp mod stor brand blev en kæmpe indsats

35 mand brugte op til syv timer på at bekæmpe ild i tidligere smedeværksted

Henrik Strømgaard
Privatfoto
Mors 16. juli 2017 13:10

MORS: Først klokken 00.40 natten til søndag var der fyraften for de sidste af de mange brandmænd, der siden lørdag klokken 18.30 kæmpede med en stor brand på Mors.

Det var ved Øster Assels på det sydlige Mors, hvor branden var opstået i et tidligere smedeværksted, der stadig rummede en del maskiner og metal samt blev brugt til opbevaring.

De omkring 600 kvadratmeter store værksted stod ikke at redde. Til gengæld lykkedes det at redde en tilstødende hal på cirka 1000 kvadratmeter samt det nærliggende stuehus.

Det kunne lade sig gøre, fordi der blev sendt adskillige tankbiler og mandskab afsted. Både beredskabet på Mors og i Thisted samt Beredskabsstyrelsen Nordjylland var i aktion. Alt i alt deltog cirka 35 brandfolk.

- Stuehuset ligger tæt på, så vi sørgede for at køle det ned af hensyn til strålevarmen, fortæller indsatsleder Claus Sejer Pedersen.

Han roser beboerne på adressen for at handle hurtigt, da strømmen gik og man dermed opdagede, at der var ild i værkstedet.

- De havde sørget for at fjerne gasflasker, inden vi kom. Og så havde de fået lukket branddøren ind til selve rummet, og det gjorde også, at vi kunne holde ilden dér, fortæller Claus Sejer Pedersen.

Ingen personer kom noget til. Umiddelbart tyder det på, at el-installationer var skyld i branden, men det skal undersøges nærmere, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...