Lokalpolitik

Kamp om den halvtomme krybbe

HOBRO:Det ligner en kamp om smulerne i en halvtom krybbe, når teknisk udvalg prioriterer brugen af sine penge. Anlægskronerne til veje, forskønnelse og trafiksikkerhed måler sig langt fra med ønskerne, og det stod klart på byrådets seneste møde. Teknisk udvalg fremlagde en foreløbig liste over, hvordan pengene, cirka 2,5 millioner kroner, skal bruges i år. Niels Peter Christoffersen (S), der er medlem af udvalget, beklagede, at der var alt få penge at gøre godt med. - I 70’erne og 80’erne var Hobro gået i sort og så forfærdelig ud. Så havde vi 16 gode år med byfornyelse og forskønnelse. Nu er Hobro atter ved at gå i sort, sagde han med slet skjult henvisning til Socialdemokratiets 16-årige ”regeringsperiode”, før Venstre tog over i 2002. Det fik de borgerlige på banen. Kim Laursen (V) konstaterede, at man jo ikke kan plukke hår af en skaldet, og Hans Jørgen Nielsen (K) mindede om, at hele byrådet stemte for det budget, som ligger til grund for teknisk udvalgs bevilling. Randersvej og bro Teknisk udvalg har tænkt sig at bruge 1,5 millioner på trafiksanering af Randersvej. En opgave, der skal igang i år, ellers risikerer Hobro at miste et tilskud på en million kroner fra Vejdirektoratet. Der bliver brugt 100.000 kroner til en ny, flydende badebro ved Sildehagen. Der skal blandt andet bruges en kvart million kroner på at lave udbudsmateriale, som skal benyttes til at sende vedligeholdelse af kommunens grønne arealer i licitation. Det betegnede Svend Nielsen (S) som ”nærmest svinagtigt”. - Spar de penge og lad kommunens egne, effektive medarbejdere fortsætte med at passe de grønne områder, erklærede Svend Nielsen. Preben Christensen (S), teknisk udvalgs formand, kunne meddele, at beløbet til forberedelse af licitation endda ser ud til at blive endnu højere. - Det er en del af budgetforliget, at opgaverne skal sendes i licitation. Men det går jeg ikke med til én gang til. Vi skal blive bedre til at lave budgetter, sagde Preben Christensen. Teknisk udvalg har en lang liste af projekter, som man gerne vil sætte i gang. Langt de fleste er udskudt til næste år og årene efter. Det gælder f.eks. byfornyelse af Skibsgade, færdiggørelse af stien fra Vester Fjord til havnen, cykelsti på Skivevej og trafiksanering af Løgstørvej.