Kamp om kroner i ny storkommune

Fra 1. januar skal kommunerne selv betale udgifterne til socialt udsatte børn

NY HJØRRING: Fremover får landets kommuner en kontant belønning, hvis de af den ene eller anden årsag undgår sociale sager med børn og familier. I dag betaler amtet en del af udgifterne - den såkaldte grundtakst - men fra 1. januar skal Ny Hjørring og de andre storkommuner selv betale hele regningen. Hvis politikerne vil beholde det nuværende serviceniveau, skal de altså finde penge flere penge selv. - Det afgøres jo i efterårets budgetforhandlinger. I forbindelse med, at grundtakstfinansieringer gradvist bortfalder, og kommunen selv skal finansiere området, vil der skulle findes betydelige beløb fra de tidligere amtsopgaver, fortæller børne- og familiechef Leif Jensen fra Ny Hjørring Kommune. Budgetforhandlingerne kommer til efteråret, og regeringen har givet Ny Hjørring 40 millioner kroner i alt til at løse nye opgaver. Samtidig skal politikere og embedsfolk også udforme en sammenhængende børnepolitik, som viser vejen for den nye kommuner. Store forskelle I dag bruger kommunerne langtfra lige mange penge på børne- og familieområdet. En rapport fra Kommunernes Landsforening viser, at Løkken-Vrå bruger over 6000 kroner på ”sårbare børn og unge” per 0-18-årig, mens tallet er cirka 4500 for Hirtshals. Leif Jensen mener dog ikke, at det betyder en forskel i serviceniveauet i de fire kommuner. Antallet af sager kan variere fra kommune til kommune. - Men der er selvfølgelig en forskellig kultur i de fire kommuner, så vi agerer forskelligt, fortæller han. Sammen med sine medarbejdere og politikerne skal Leif Jensen nu finde den bedst mulige børnepolitik for Ny Hjørring Kommune.