Kamp om medlemmerne

ØSTER HURUP: Nye golfbaner i Mariagerfjord-området popper næsten op som paddehatte i disse år. I Volstrup indviede familien Ugilt Hansen for knap halvandet år siden et nyt golfanlæg, Mariagerfjord Golf A/S¿ bane et par kilometer fra Hadsund Syd blev taget i brug i efteråret, Hobro Fjordgolfs bane er hastigt under etablering, og som det fremgår andetsteds på siden, er en bane mellem Als og Øster Hurup på vej til at få myndighedernes blå stempel. Det er en voldsom oprustning på kort tid, og der har allerede vist sig tegn på, at kampen om at gøre banerne rentable kan blive hård. Det ligner på sigt en situation som den golfbanerne længere nord på oplever, og som sidste forår fik formanden for Dansk Golf Union, Søren Clemmensen, til at anslå advarende toner mod at anlægge for mange nye baner. - Vi ser det flere steder i landet. På Fyn ligger fem, ret nye klubber og slås om medlemmerne, fortæller unionens presseansvarlige, Henrik Søe. Der er stadig ventelister på at komme ind i en golfklub rundt omkring. - Men problemet er nok, at man ved anlægget af de nye golfbaner ikke har set geografisk på, hvor der er ventelister. Det er mest på Sjælland. Selvfølgelig kan nye baner skabe nye golfspillere, men jeg tror også, at det er lidt kulturelt betinget, hvor mange potentielle golfspillere der er rundt omkring, siger han. Ideen om at markedsføre området som et særligt golfmekka tør han ikke vurdere, da man i Dansk Golf Union ikke er direkte involveret i den slags. Henrik Søe påpeger dog, at eksempelvis Himmerland Golf & Country Club ved Gatten har haft stor succes med målrettet markedsføring i Norge. - På et tidspunkt talte man om, at det var Norges næststørste golfklub, bemærker han. Mariagerfjord Golf Klubs ¿frit lejde¿-ordning, der løb indtil årsskiftet, resulterede i øvrigt i 90 nye medlemmer, så medlemstallet nu er oppe på 350. Det er man godt tilfredse med i klubben, men der er stadig et godt stykke op til de 800, der er sat som minimum på langt sigt.

Forsiden