Kamp om nye jobs

Brønderslev Psykiatriske Sygehus får afdeling for udadreagerende

Esben Heine
Der er stor interesse for at få et job i den ny afdeling. Privatfoto
Brønderslev 4. maj 2018 13:08

BRØNDERSLEV: Der er stor interesse for at få et job på Brønderslev Psykiatrisk Sygehus’ ny afdeling for udadreagerende.

Et overvældende stort ansøgerfelt har vist interesse for at arbejde med de særlige sengepladser. 193 har søgt 11 stillinger.

Der er netop holdt informationsmøde i Brønderslev om de særlige sengepladser, hvor målgruppen er en mindre patientgruppe, der er særligt udsat på grund af svær psykiatrisk sygdom, udad reagerende adfærd og et samtidigt misbrug.

Mødet var godt besøgt, og de fremmødte blev informeret om, hvad de særlige sengepladser er, og der blev fortalt om jobmuligheder, da der er tale om en særlig indsats, hvor alt er samlet under et - både den psykiatriske behandling, misbrugsbehandlingen og rehabiliteringen.

Lotte Rogild er social- og sundhedsassistent og er en af dem, der deltog i infomødet, fordi hun overvejer at søge job i de særlige pladser. Hun er efter mødet blevet overbevist om, at hun gerne vil arbejde i de særlige pladser

- Den måde, der arbejdes på med borgerens forløb, tiltaler mig meget. Jeg synes godt om, at der fokuseres på helhed for patienten, og at der tænkes udslusning med. Jeg er sikker på, at det vil højne behandlingseffekten for borgeren, siger Lotte Rogild.

Det er Folketinget, der har besluttet, at der skal etableres i alt 150 særlige sengepladser på landsplan. I Nordjylland oprettes 16 sengepladser i alt, hvor de fire første åbner i juni i midlertidige lokaler. Til disse fire pladser skal der ansættes 11 nye medarbejdere.

Psykiatrien har netop haft de første 11 stillinger i opslag, som 193 ansøgere har budt ind på. Det er langt flere end ventet. For eksempel er der 36 ansøgere til én socialrådgiverstilling, og 61 er interesseret i at arbejde som pædagog ved de særlige sengepladser.

- Det er helt overvældende og en god start for de særlige sengepladser hos os. Vi glæder os nu til at sætte det helt rigtige hold og starte op med de første patienter til juni, siger Eivind Grepperud, der er daglig leder af de særlige sengepladser.

Til oktober er i alt 12 pladser klar til at modtage patienter i ombyggede lokaler. Og ved udgangen af 2018 er en ny tilbygning også klar, og de sidste 4 pladser kan tages i brug.

Det forventes, at der skal ansættes i alt omkring 40 medarbejdere til de særlige sengepladser. De kommende ca. 30 stillinger bliver efter planen slået op til besættelse fra 1. september.

De særlige sengepladser er særlige på den måde, at det er kommunerne, der kan visitere borgere til en længerevarende indlæggelse.

Der er tale om en ny indsats, hvor alt er samlet under et - både den psykiatriske behandling, misbrugsbehandlingen og rehabiliteringen. Formålet med de særlige sengepladser er at tilbyde patienterne en længerevarende behandlings- og rehabiliterende indsats for at stabilisere patientens helbred, og det forventes at opholdet vil have en varighed på mellem tre og seks måneder.

Formålet med indsatsen er samtidig at nedbringe og forebygge mængden af volds- og konfliktepisoder.

Fordeling af ansøgere til de første 11 stillinger er: 15 sygeplejersker, 41 social- og sundhedsassistenter, 36 socialrådgivere, 61 pædagoger, 30 ergoterapeuter samt 10 til klinisk afdelingskoordinator.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...