EMNER

Kamp om velfærdskronerne

Slaget om næste års finanser tegner mere aggressiv end tidligere

Kaffen og skålen med chokoladeskildpadder står klar bag glasdørene ind til finansminister Thor Pedersens (V) kontor. Efter at have forhandlet fem finanslove på plads i enrum med Dansk Folkepartis talfyrste Kristian Thulesen Dahl, ved finansministeren nok, hvad DF’erens foretrukne menu er. Mere usikkert er det, hvad Socialdemokraternes chefforhandlere Henrik Sass Larsen og Jan Petersen ynder at fortære under sene natteforhandlinger om statens budget. Den situation har slet ikke været aktuel endnu, men det kan den blive i år. Både regeringen og Socialdemokraterne vil nemlig have en interesse i at fastholde modparten ved forhandlingsbordet så længe som overhovedet muligt. Først Socialdemokraterne. Partiet har for nyligt accepteret regeringens skattestop, så ifølge formanden Helle Thorning-Schmidt er den sidste sten ryddet af vejen for et bredt forlig. Socialdemokraterne har haft succes med at sætte en velfærdsdagsorden de seneste par måneder - godt hjulpet på vej af borgerlige borgmestre - og det pres vil de gerne have udløst i synlige aftryk på finansloven. Regeringen for sin part ved godt, at den ikke kan tåle at vende det døve øre til kravet om flere velfærdskroner. Når økonomien blomstrer og arbejdsløsheden er i bund, forventer danskerne også, at den offentlige velfærd trives i bedste velgående. Derfor er for- ståelsen for stramme kommunebudgetter, faldefærdige skoler og mindre hjemmehjælp ikke voldsom stor. Regeringen kan derfor gøre to ting. Enten kvæle Socialdemokraterne i velvilje og føje deres krav, så den ødelæggende kritik forsvinder - også fra det borgerlige bagland. Økonomisk uansvarlige Eller også trække forhandlingerne i langdrag for i sidste øjeblik at lave en ren aftale med Dansk Folkeparti, hvori der indgår flere penge til velfærd. Budskabet vil så være, at de prøvede alt for at få Socialdemokraterne med, men de er ganske enkelt alt for økonomisk uansvarlige med deres uhyrlige krav. Sidstnævnte strategi er også den farligste. Den efterlader nemlig en flanke åben for kritik, som Socialdemokraterne vil kaste sig over ved enhver given lejlighed. Og flere borgmestre vil sikkert blive fristet til blande sig i koret med deres lokale frustrationer. Selvom det umiddelbart kan synes opportunt for Socialdemokraterne at stå frit i forhold til at kritisere regeringen og dermed pudse deres egen velfærdsglorie, er det dog også farligt for dem at stå udenfor en aftale, som rent faktisk forbedrer velfærden. I det tilfælde kan ærkefjenden Dansk Folkeparti løbe med dobbelttitlen som regeringens ansvarlige støtteparti og som garanten for, at danskerne rent faktisk får mere velfærd. Alene af den årsag vil Dansk Folkeparti gøre alt, hvad de kan for at holde Socialdemokraterne så langt væk fra fadet med chokoladeskildpadder som muligt.