Kamp til stregen på skakbrættet

Nat-Dag på Dronninglund Gymnasium

Jørgen Ingvardsen
Det hele startede med et trylleshow, hvor det så ud, som om naturlovene blev ophævet. Foto: Jørgen Ingvardsen
Dronninglund 3. oktober 2016 20:36

DRONNINGLUND: Naturvidenskab er andet og mere end forsøg i fysiklokalet og tavleundervisning i formler og naturens hemmeligheder. Det er i hvert fald den opfattelse, man har på Dronninglund Gymnasium. Det kom tydeligt til udtryk, da man i sidste uge afviklede det årlige NatDag-arrangement for 1.g-eleverne. Det omfattede sjov og trylleri, hvor naturlovene næsten ophæves, orienteringsløb med indbyggede naturvidenskabelige udfordringer og årets stor mini-simultan-skakdyst, hvor gymnasiets bedst kørende skakmester sætter sin ære på spil mod 8-10 skakspillende elever.

Normalt har Rolf Ravnstrup ikke de store problemer, men denne gang stod han bl.a. over for pigerne Camilla Hedegaard og Christina Guldager Jensen 1d, der kunne gennemskue hans strategier, tænke flere træk frem, og som også gerne ville kontrollere centrum. De flyttede officerer klogt og var dygtige til at spille med bønderne, der for mindre trænede ofte ofres for et godt ord. Det blev dog til et nederlag for Christina og Camilla, men kampens intensitet taget i betragtning følte de det som en sejr.

Alle 1.g-eleverne kom ud for lidt af hvert under NatDag-arrangementet. De skulle bl.a. samle dyreskeletter, finde rundt i skoven ved gymnasiet og ikke mindst se tryllekunst, hvor naturlovene blev ophævet. Der var desuden en række fysikøvelser. I et af forsøgene skulle man placere æg under et bræt med bøger og mursten ovenpå. Det gav anledning til mange diskussioner eleverne imellem.

Efter de fysiske øvelser var der traditionen tro NatDag-café.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...