Kampagne: Børn skal skånes for passiv røg

1. september 2005 06:00

København, onsdag /ritzau/ For mange børn udsættes for passiv rygning. En ny landsdækkende kampagne griber fat i både børnenes forældre og bedsteforældre Børnene forsynes med ren luft i en ballon, og de voksne får et par gode råd om rygestop og et par advarende ord om passiv rygning med på vejen, når 12 amter og Københavns og Frederiksberg Kommuner den 5. september sætter spot på børn, der udsættes for røg fra de voksne. I et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen opsøger rygestopinstruktører på den nationale STOP-dag forældre, der henter deres børn i institution. Målet er at få forældre til at beskytte ungerne mod deres egen eller andres røg. Ifølge sundhedskonsulent Lene Krusaa i Folkesundhed København, der er med i kampagnen, udsættes fire ud af 10 børn i større eller mindre omfang nemlig stadig for passiv rygning. - Der er kommet så megen viden om den passive rygnings skadelige virkning. Børnene bestemmer sjældent, og de vil som regel være der, hvor deres forældre og deres nærmeste er. De er nødt til at være i hjemmet, og hvis der ikke tages hensyn til det, så er det, at børnene udsættes for passiv rygning og alt, hvad der følger med, siger Lene Krusaa. Med kampagnen "Ren luft til ungerne" håber arrangørerne, der tæller amterne med undtagelse af Københavns Amt og Bornholms Regionskommune, ikke blot at få fat i forældrene, men også i bedsteforældrene. Ifølge Lene Krusaa giver passiv rygning nemlig anledning til nogle voldsomme konflikter mellem unge forældre, der vil skærme deres børn for røg, og rygende bedsteforældre, der ikke ønsker at kvitte smøgerne i eget hjem, som børnene ofte kræver. - En ting er, når bedsteforældrene bliver nødt til at lade være med at ryge, når de besøger deres børn, men noget andet er, når børnene også forventer, at de af hensyn til børnebørnene heller ikke ryger hjemme hos sig selv, siger Lene Krusaa. I de mest ekstreme tilfælde kommer nogle børnefamilier slet ikke hos bedsteforældrene, fordi bedsteforældrene nægter at skodde smøgerne, når børnene er til stede. - Det ser vi desværre engang imellem. Så langt skal det helst ikke komme ud, siger Lene Krusaa. Sundhedsplejerske Sigrid Riise, der har skrevet flere bøger og indgående har beskæftiget sig med børnepasning og børneopdragelse, oplever også jævnligt konflikten om passiv rygning mellem unge forældre og børnenes bedsteforældre. - Bedsteforældrene tilhører en generation, hvor der er blevet røget bravt og inderligt. De er vant til at ryge, og det er en del af deres livsstil. Nutidens forældre er derimod meget bevidste om ikke at udsætte deres børn for røg. Jeg synes, at det er fint, at de unge forældre stiller krav om, at bedsteforældrene ikke ryger, når de har besøg af deres børnebørn, siger hun. Under kampagnen "Ren luft til ungerne" i uge 36 opfordres landets sundhedsplejersker også til at sætte ekstra fokus på passiv rygning under samtlige hjemmebesøg. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...